Fodbold

- Vi laver for mange store fejl, siger Solbakken om FCK's mareridts-sæson

FC København-manager Ståle Solbakken begrunder - blandt andet - mestrenes massive Superliga-nedtur med for mange personlige fejl.

Man behøver ikke noget kørekort til statistik for at kunne aflæse i Superliga-stillingen, at FC København befinder sig i lidt af en bølgedal.

I sidste sæson vandt FC København både det danske mesterskab og DBU Pokalen, ligesom københavnerne også formåede at spille sig videre fra Europa League-gruppespillet.  

Men i indeværende Superliga-sæson har piben fået en helt anden lyd. Efter 21 kampe befinder FCK sig blot på Superligaens femteplads. Københavnerne har tabt lige så mange kampe, som de har vundet. Ikke ligefrem hverdagskost hos Løverne på Østerbro.

- Men det er der, vi er lige nu. Vi har ikke den der stabilitet over 90 minutter. Vi laver for mange store fejl. Og selvom der er nogle af mine spillere, der bliver udsat for usædvanlig mange beskyldninger, så laver vi for mange store fejl, sagde manager Ståle Solbakken på FCK's pressemøde onsdag aften forud for torsdagens Europa League-møde med Atletico Madrid.

- Vi har ikke den der selvsikkerhed. Normalt når vi har bragt os foran 1-0 i en Superligakamp, så har jeg kunnet sidde ganske roligt på bænken. Det kan jeg ikke på samme måde nu, siger nordmanden yderligere.

I grafikken herunder tydeliggøres det, hvor stor forskel der er på FCK's gyldne 16/17-sæson kontra den mere grå 17/18-sæson. Her sammenligner vi sidste sæsons 26 grundspils-kampe med de 21, der er spillet af indeværende grundspil.

  • Point pr. kamp i grundspillet

    2.46
    1.38
  • Sejre i grundspillet

    19
    8
  • Nederlag i grundspillet

    0
    8
  • Mål scoret i gennemsnit pr. kamp i grundspillet

    2.19
    1.86
  • Mål indkasseret i gennemsnit pr. kamp i grundspillet

    0.38
    1.38
  • Clean sheets

    17
    5

Og netop Europa League 1/16-finalen mod Atletico Madrid har lagt yderligere alen til opfattelsen af FC København som et forvandlet mandskab. I negativ forstand vel at mærke.

Det har været lidt som at have tømmermænd efter to gode sæsoner.

William Kvist

Det første opgør i Parken endte med en 4-1-sejr til de spanske gæster, og det har fået FCK-lejren til at betegne returkampen i Spanien som noget nær en træningskamp.

- Det har været lidt som at have tømmermænd efter to gode sæsoner. Det er i hvert fald sådan, det føles, siger William Kvist om FCK's mareridssæson ifølge Ritzau.

- Vi bliver matchet mod de bedste i verden mod Atletico. Denne kamp skal bruges til at bygge holdet op. Vi skal bruge de her kampe til at komme en lille smule stærkere ud. Vi er i en genopbygningsfase. Det må vi erkende. Det har vi været før, men vi vil gerne igennem den så hurtigt og så lidt smertefuldt som muligt, siger Kvist.

Ståle Solbakken har valgt at lade flere profiler blive hjemme i Danmark, ligesom han lover spilletid til flere af de spillere, der er i yderkanten af holdet. 

Næste vigtige opgave for FC København venter søndag aften i Telia Parken, hvor OB kommer på besøg.