Fodbold

Arbejdsløs fodboldspiller beder om hjælp til kræftsyg kone

Joshua Gatt (tv.) spillede i 2012 Europa League-kvalifikation med Molde. Her mod FC Steaua Bucarest. Scanpix Denmark

Fodboldspilleren Joshua Gatt står uden job og samler derfor penge ind til en kræftbehandling for sin kone.

Den tidligere Molde-profil Joshua Gatt kæmper for tiden en hårdere kamp sammen med konen Melissa, end han er vant til på fodboldbanen. 

Amerikanerens kone er blevet ramt af en sjælden thymuskræft, og parret har brug for økonomisk hjælp for at kunne betale for behandlingen. 

- Dette kunne ikke komme på et værre tidspunkt. Jeg er for tiden arbejdsløs og prøver at finde mig et arbejde som professionel fodboldspiller, som jeg har været de sidste otte år, skriver den 26-årige fodboldspiller ifølge tv2.no.

Derfor har Joshua Gatt oprettet en indsamling for at få råd til kræftbehandlingen. 

- Hvis du har noget som helst at give, så beder jeg dig - hjælp mig med at redde min kone. De tror, at kræften er aggressiv og spreder sig hurtigt. Hvis nogen kender en god læge eller specialist for denne type behandling, så giv os venligst besked, skriver han på indsamlingssiden. 

Og parrets bønner er blevet hørt, da over 600 donationer har resulteret i mere end 290.000 kroner, siden indsamlingen blev oprettet den 1. marts.

- Vi er overvældede over kærligheden og støtten fra alle, som har hjulpet. I redder vores liv, skriver Joshua Gatt blandt andet på Twitter.

Gatt var med til at vinde den norske liga med Molde i 2011 og 2012 under Ole Gunnar Solskjær, men de følgende tre sæsoner blev et langt skadesmareridt for amerikaneren.

- Selv den mindste donation hjælper. Vi er her for jer, skriver landsmanden og Dortmund-profilen Christian Pulisic på Twitter.

I sidste sæson vendte Gatt hjem til USA for at spille for Minnesota United, men siden nytår har han stået uden kontrakt.