Fodbold

Fiorentinas anfører Davide Astori fundet død på et hotelværelse

Serie A-klubben Fiorentina oplyser, at holdets anfører Davide Astori er død. Han blev fundet på et hotel Udine, hvor holdet skulle spille kamp.

Fodboldspilleren Davide Astori er død, 31 år gammel. 

Han døde på et hotelværelse i den norditalienske by Udine. Her skulle han have spillet en ligakamp for sin klub Fiorentina søndag eftermiddag. Det skriver Fiorentina på sin hjemmeside

- Med dyb sorg må Fiorentina meddele, at anfører Davide Astori er død efter en pludseligt opstået sygdom, lyder det blandt andet.

Klubben appellerer derudover til, at der vises respekt for både familien og de eksperter, der skal undersøge dødsfaldet.

Ifølge den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport døde Astori, mens han sov. Det pludselige dødsfald undersøges naturligvis yderligere, ligesom søndagens Serie A-kamp mellem Udinese og Fiorentina er udsat.

Senere har den italienske liga besluttet af udsætte alle søndagens kampe i respekt for Davide Astori, hans familie og Fiorentina. Det skriver Serie A på sin officielle hjemmeside og på Twitter, hvor ligaen sender den dybeste kondolence til familien og klubben.

Davide Astori havde en datter på to år, skriver La Gazzetta dello Sport.

Spillede 14 landskampe

Astori fik sin Serie A-debut i september 2008 for Cagliari, hvor han spillede i seks sæsoner, inden han blev lejet ud til først AS Roma og siden skiftede til Fiorentina, der valgte at købe ham i 2016. Han nåede i alt at spille 379 kampe i den italienske række, hvor han fik scoret otte mål. Ifølge italienske medier stod han over for en kontraktforlængelse med Fiorentina, hvor han som nævnt var anfører.

Davide Astori har spillet 14 landskampe for Italien. Han scorede et mål. Det var ved Confederations Cup i 2013, hvor han scorede i sejren over Uruguay, der sikrede Italien bronzemedaljer. Astori spillede sin sidste landskamp i 2017.

Davide Astori var også udtaget til Italiens VM-playoffkampe mod Sverige i efteråret 2017.