Fodbold

- Strukturens grimme side kom frem i sidste spillerunde, siger ekspert

Sønderjyske er havnet i pulje med OB, Lyngby og Randers, efter at de tabte til Midtjylland.

Kasper Lorentzen mener, at der skal ske ændringer i Superligaens struktur.

Efter søndagens fulde spillerunde i Superligaen er de seks øverste hold klar til mesterskabsspillet, imens de nederste otte er blevet fordelt i to puljer.

Tidligere søndag havde TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen luret, at der var lagt op til en mærkelig sidste runde, hvor flere superligaklubber kunne have en fordel i at tabe. Sønderjyderne endte også med at lide et nederlag, da FC Midtjyllands Gustav Wikheim scorede til 2-1 tæt på kampens slutfløjt.

Ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert tegner sidste spillerunde et overordnet billede af, at der er noget, der ikke er ideelt.

- Der er ingen tvivl om, at det var en rigtig dårlig dag for strukturen. Strukturens grimme side kom frem, da det kunne betale sig at tabe, siger TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen. 

- Man kunne se, at der var noget, der ikke fungerede. Men det er der jo altid. Når man laver noget anderledes end bare alle mod alle, vil der nok altid komme tvivl om det ene eller andet.

Det har hele tiden været aftalen, at strukturen skal evalueres af klubberne efter de første to sæsoner

Claus Thomsen, formand i divisionsforeningen

Superliga-klubberne og Divisionsforeningen skal diskutere hele strukturen i maj, og her vil klubberne tage stilling til den kritik, der er blevet rettet mod den nuværende struktur.

 - Vi har noteret os de kommentarer, der er kommet til strukturen både her i forbindelse med afslutningen af grundspillet, men også andre input i løbet af den her og forrige sæson, siger Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, i en pressemeddelelse.

- Det har hele tiden været aftalen, at strukturen skal evalueres af klubberne efter de første to sæsoner. Det gør vi helt som planlagt i maj.

Et andet forslag til strukturen

Kasper Lorentzen mener imidlertid, at der er nødt til at ske ændringer. Det er svært at komme med helt konkrete forslag, hvor der ikke ville være nogen problemer, men fodboldeksperten har et forslag.

Han er stadig tilhænger af, at de seks bedste hold skal mødes og forsøge at slå hinanden. Det er mere strukturen omkring de nederste otte hold, hvor der er forbedringspotentiale.

- De otte hold i bunden kunne indbyrdes møde hinanden. Så var en ottendeplads ikke at foretrække fremfor en syvendeplads. Det kan godt være, at der igen ville komme stor afstand, men der ville være mange kampe og point at spille om, siger Kasper Lorentzen.

- Jeg synes, at det giver noget, når man laver et mesterskabsslutspil, hvor de får lov til at møde hinanden. Det giver noget til kvaliteten. Jeg kan også godt lide, at dem, der skal overleve, får lov til at spille imod nogle andre fra 1. division. Vi så sidste år, at der var stor spænding om det.

I løbet af søndagens kampe vakte det opsigt, at Sønderjyske på sin officielle Twitter-profil udtrykte glæde ved en scoring til FC Midtjylland. Sønderjyske beklagede efterfølgende de kontroversielle tweets.

Den nye superligastruktur