Bedstefar vinder 144.000 på barnebarns store øjeblik
Den 21-årige midtbanespiller Lewis Cook fik tirsdag debut på Englands A-landshold. En debut, der helt sikkert skabte ekstra glæde hos hans bedstefar.
Hvad enten det er fodbold eller håndbold, så kender de fleste måske til, at man som barn fik en 5'er, 10'er eller 20'er, når man scorede et mål eller flere, mens forældre og bedsteforældre stolt så til fra sidelinjen.
I Englands venskabskamp mod Italien, der sluttede 1-1, var situationen dog stik modsat. Her var det nemlig den unge englænder Lewis Cook, der med 20 minutter igen sikrede sin bedstefar en anseelig gevinst, da han blev skiftet på banen i stedet for Manchester Uniteds Jesse Lingard.
Da Lewis Cook i 2014 var 18 år og spillede for Leeds United i den engelske Championship, valgte bedstefaren nemlig at placere 500 pund, lidt over 4000 danske kroner, på at barnebarnet ville få debut på Englands A-landshold, inden han blev 26 år.
Det valgte den lokale William Hill-bookmaker i Tadcaster, North Yorkshire at tilbyde odds 34 på, og derfor kunne bedstefaren tirsdag indkassere 144.000 kroner for debuten, da landstræner Gareth Southgate sendte ham på banen. En debut, bookmakeren efterhånden havde set uundgåelig.
- Nu ligner det bare et spørgsmål om hvornår, og ikke hvis, at Lewis' bedstefar bliver betalt for den tiltro, han havde til sit barnebarn, sagde bookmakernes talsmand Joe Crilly, før debuten blev en realitet.
Lewis Cook havde tidligere været med i én landsholdssamling, hvor han ikke kom på banen, og da England i fredags vandt 1-0 ude mod Holland, fik han heller ikke lov at komme på banen. Tirsdag kunne han så skrive første kapitel i sin egen historie på A-landsholdet og det sidste i bedstefarens væddemål.
Midtbanespilleren, der til daglig spiller i Premier League-klubben Bournemouth, var desuden anfører på Englands U20-landshold, der sidste sommer vandt VM.
Det er ikke første gang, at den slags væddemål er set. Et af de mere kendte omhandler Wales' 21-årige Harry Wilson, der i 2013 fik debut i en alder af bare 16 år. Da han var blot 18 måneder gammel, spillede hans bedstefar 50 pund på, at han ville nå landsholdet en dag. Det væddemål udløste lidt over én million kroner.