Fodbold

Avis: To klubber fra Superligaen undersøges af FIFA

Det internationale fodboldforbund FIFA undersøger, om Kasper Hjulmand og Ståle Solbakkens klubber har overtrådt reglerne om bruge af mindreårige udlændinge.

FC Nordsjælland og FC København er kommet i fokus i det internationale fodboldforbund, der undersøger sager om brug af mindreårige udlændinge.

Har to af Danmarks bedste fodboldklubber forbrudt sig mod reglerne ved at sende mindreårige udlændinge på banen?

Det spørgsmål forsøger det internationale fodboldforbund FIFA at besvare ifølge Jyllands-Posten.

Avisen skriver, at FC Nordsjælland og FC København har brugt spillere under 18 år, som ikke kommer fra EU, i reserveholdskampe. Det er i strid med FIFAs regler, at europæiske klubber bruger mindreårige spillere fra lande uden for EU i ’organiseret fodbold’. Sagens kerne er nu, om FIFA betragter den danske reserveliga som organiseret fodbold.

- Organiseret fodbold er foreningsfodbold organiseret under FIFA og forbundene. Beskyttelsen af mindreårige gælder derfor for en hver mindreårig spiller, der ønsker at deltage i kampe organiseret under FIFA og forbundene eller er autoriseret af dem, har en FIFA-talsmand tidligere præciseret over for Jyllands-Posten.

Både FCN og FCK har brugt udenlandske spillere under 18 år i reserveligaen. Reserveligaen i fodbold er organiseret af DBU og Divisionsforeningen, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger bliver reserveligaen set som en uofficiel turnering i dansk sammenhæng. Hvis FIFA også ser sådan på turneringen, har FC Nordsjælland og FC København ikke gjort noget galt. I faktaboksen kan du se, at reserveligaen adskiller sig fra andre turneringer på flere punkter.

Reserveligaen

Reserveligaen består af reservehold fra Superligaen og 1. Division. Ligaen består af maksimalt 18 hold, og den afvikles under andre regler end vi ser i de bedste fodboldrækker. 

Her er nogle eksempler: 

  1. Det er tilladt at skifte fem spillere ud i hver kamp
  2. Hvert hold må bruge tre lånespillere per kamp
  3. En spiller er spilleberettiget i turneringen, selv om han samme spilledag har deltaget i en anden turneringskamp
  4. Gule kort indberettes ikke

  5. Karantæner for rødt kort afsones kun i reserveligaen

Kilde: DBU.dk.

Jyllands-Posten har fundet seks eksempler, hvor mindreårige ghanesere har spillet reserveligakampe for FC Nordsjælland. Derudover har Superligaspilleren Jonathan Amon trænet i klubben, da han var 16 år – og træner Kasper Hjulmand fortalte i december 2017, hvordan Amon blev ’pakket væk’ i blandet andet Ghana, så andre danske klubber ikke opdagede ham, før Nordsjælland måtte skrive kontrakt med ham som 18-årig.

- Det gik ikke, at vi fik spillet med ham alt for meget, så folk fik set ham. Vi har brugt et par år på at træne ham, sagde Hjulmand blandt andet efter en udekamp i Parken, hvor unge Amon spillede helt forrygende. 

FC Nordsjælland oplyser til Jyllands-Posten, at klubben ’følger reglerne på området’.

Midtjylland straffet i lignende sag

I FC København er det angiveligt Aboubakar Keita, der er omdrejningspunktet i FIFA’s igangværende undersøgelser. Han spillede også i reserveligaen, inden han fyldte 18 år.

Artikel 19: Beskyttelse af unge spillere

FIFA beskriver i sine transferregulativer, at unge spillere ikke må skifte klub på tværs af lande - med mindre:

1: Spillerens forældre flytter med af grunde, der ikke har med fodbold at gøre

2: Transferen sker inden for EU eller det europæiske økonomiske samarbejdsområde, mens spilleren er mellem 16 og 18 år. Derudover skal klubben leve op til en række krav. 

3: Spilleren bor maksimalt 50 kilometer fra grænsen og at den nye klub ligger maksimalt 50 kilometer på den anden side af grænsen. Det vil sige, at der højst kan være 100 kilometer mellem spillerens hjem og den nye klub.

FCK har ifølge Jyllands-Posten ’afvist at have brudt reglerne’.

Tidligere er store klubber som FC Barcelona, Real Madrid og Atlético Madrid blevet straffet med forbud mod at købe og sælge spillere i et halvt eller et helt år, fordi de enten har brugt mindreårige spillere fra lande uden for EU i kampe eller undladt at rapportere, at spillerne har trænet hos dem.

FC Midtjylland har også været involveret i en sag, hvor klubben hentede mindreårige afrikanere til Herning og søgte spillertilladelse til dem hos DBU med den information, at de unge afrikanere primært var studerende. Sagen blev i 2007 indberettet til FIFA af den internationale spillerforening FIFPro, og FIFA endte med at give både FCM og DBU ’en kraftig advarsel’. Personerne var primært fodboldspillere, blev der slået fast dengang.