Det var måske min sidste Champions League-kamp, siger Iniesta
Andrés Iniesta erkender efter Barcelonas CL-nedtur, at han kan have spillet sin sidste kamp i turneringen.
Fremtiden er stadig uvis for Andrés Iniesta i FC Barcelona.
Måske forlænger han sin imponerende karriere i klubben, og måske vælger han at afslutte fodboldkarrieren et andet sted.
Her er Kina i den seneste tid ofte blevet nævnt i spanske medier, og Barcelona-anføreren erkender da også efter Barcelonas sorte Champions League-aften tirsdag, at det måske var et farvel og tak til turneringen.
- Det er muligt, at det her var min sidste kamp i Champions League. Men lige nu er det her hårdt for hele holdet og os alle sammen. Vi ønskede så højt at vinde turneringen, men vi fejlede i forsøget, siger Andrés Iniesta ifølge uefa.com.
Barcelona mødte op i Rom med en 4-1-føring fra det første opgør i kvartfinalen, men AS Roma tog verdensstjernerne på sengen og vandt 3-0 og blev dermed semifinaleklar på reglen om udebanemål.
Det var et gevaldigt slag i ansigtet på Barcelona, og det fik efter nederlaget præsident Josep Maria Bartomeu til tasterne.
Præsidenten appellerede på Twitter til opbakning fra klubbens fans.
- Det er en meget hård nedtur for alle Barcelona-fans at blive slået ud af Champions League, men det er nu, at fans, trænere og spillere skal være mere forenet end nogensinde, lød det fra Bartomeu.