Fodbold

Bayern modtager stor kritik for offentliggørelsen af ny træner

Niko Kovac skal fremover være ny cheftræner for Bayern München.

Eintracht Frankfurts sportsdirektør er stærkt utilfreds med Bayern München, der får glæde af Frankfurts træner fra næste sæson.

Eintracht Frankfurts træner, Niko Kovac, skal fra den kommende sæson stå i spidsen for Bayern München, der har været på trænerjagt, siden 72-årige Jupp Heynckes tidligere på året annoncerede sit stop efter denne sæson.

De tyske giganter offentliggjorde ansættelsen fredag, men allerede torsdag aften spredte nyheden sig om det forestående trænerskifte i de tyske medier.

I Frankfurt respekterer man Kovac' beslutning om at bytte klub, men sportsdirektør Fredi Bobic er langt fra tilfreds Bayern Münchens ageren, da han mener, at det tyske tophold selv lækkede nyheden til pressen.

- Lige før vigtige liga- og cupkampe er dette et uheldigt tidspunkt for os. Måden, informationen er blevet lækket på - og ikke fra vores side - er irriterende, uprofessionelt og virkelig respektløst, siger han, ifølge tv2.no.

Niko Kovac har været i Eintracht Frankfurt siden 2016, hvor han reddede klubben fra nedrykning, og siden har han blandt andet ført holdet frem til pokalfinalen.

I denne sæson kæmper Frankfurt med om Champions League-pladserne i Bundesligaen, og onsdag møder de Schalke i pokalturneringens semifinale. 

- Han kender klubben

Niko Kovac kender allerede sin kommende arbejdsgiver indefra, da han som spiller knoklede på Bayerns midtbane fra 2001-2003. 

Modsat andre kandidater til trænerjobbet, i form af blandt andet Ralph Hasenhüttl fra Leipzig og Julian Nagelsmann fra Hoffenheim, har Kovac ifølge det tyske medie Kicker en klausul i sin kontrakt med Frankfurt, der gør, han han godt må bytte klub, og det har storklubben altså udnyttet.

- Han er den perfekte træner for os. Niko kender klubbens ledere, struktur og DNA. Vi har et rigtig godt forhold fra før, og han er både hårdtarbejdende og omhyggelig i måden, han arbejder på. Det er lige præcis, hvad vi har brug for, siger Bayern Mücnhens sportsdirektør Hasan Salihamidzic.

Kovac har underskrevet en treårig kontrakt gældende fra 1. juli, og han tager sin bror, Robert, med som assistenttræner.