Rygproblemer forhindrer Hareide i spillerbesøg før VM
Åge Hareide skulle efter planen have besøgt en række landsholdsspillere i denne uge, men besøgene er aflyst på grund af rygproblemer.
Om to måneder spiller Danmark sin første kamp ved VM i Rusland, men forberedelserne er ikke gået som planlagt for landstræner Åge Hareide.
Tilbage i januar måtte landstræneren forlade ligalandsholdets tur til Dubai, hvor de spillede to træningskampe mod Sverige og Jordan, på grund af rygproblemer.
Og nu har Åge Hareide nok en gang problemer med ryggen. Nordmanden har fået en diskusprolaps i ryggen, hvorfor han har aflyst ugens planlagte besøg hos de landsholdsaktuelle emner Pione Sisto, Daniel Wass, Jonas Knudsen, Andreas Christensen og Pierre-Emile Højbjerg.
Det bekræfter Dansk Boldspil-Union onsdag over for TV 2 SPORT, som ikke ønsker at kommentere yderligere på sagen.
Dermed kommer landsholdets assistenttræner, Jon Dahl Tomasson, til at besøge spillerne alene, men hvis man spørger TV 2 SPORTs fodboldkommentator, er der ingen grund til at råbe vagt i gevær.
- Her og nu er der ingen grund til bekymring. Det kan selvfølgelig være ærgerligt for spillerne, at de ikke møder Hareide personligt, og omvendt er det også hans arbejdsform, at han kommer ud og snakke med både spillere og trænere.
- Det er klart, at hvis det fortsætter, er der måske et lille problem, siger Flemming Toft videre.
Mellem jul og nytår var Åge Hareide en tur på pisten, hvor han styrtede på ski. Smerterne var så store, at han måtte rejse hjem fra ligalandsholdets træningslejr i Abu Dhabi. Landstræneren frygtede, at han skulle opereres, men efter et stykke tid med ro i Norge var der tegn på bedring.
- Man kan roligt sige, at hvis Hareide har den tilstand, som han havde i januar med en anden rygskade, så er det selvfølgelig bekymrende, at han ikke kan bevæge sig. De spillere, der skal med til VM samles om en måneds tid, men lad os nu se, om det ikke retter sig op - også i ryggen, siger Flemming Toft.
Åge Hareide har onsdag ikke ønsket at kommentere sagen over for TV 2 SPORT.