Fodbold

Forbund vil straffe præsident for dommerkommentar

Romas præsident Pallotta risikerer en straf fra Uefa efter en kommentar om dommere i Champions League.

Romas præsident, James Pallotta, kan muligvis se frem til at få en straf af Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA). 

Det sker efter nogle udtalelser, som UEFA finder upassende, og derfor har forbundet indledt en sag mod præsidenten. 

Pallotta udtalte sig negativt efter klubbens samlede nederlag til Liverpool i Champions League-semifinalen.

Her fremførte præsidenten, at han mente, at Roma flere gange blev snydt af dommerne i de to semifinalekampe, heriblandt et straffespark i anden kamp, der ikke blev dømt.

Pallotta er overrasket over UEFA og mener ikke, at han har gjort noget forkert. 

- For mig er det UEFA's opførsel, der er upassende. Hvad tænker jeg om det her? Jeg dør af grin, siger Pallotta ifølge Ansa, som er det italienske nyhedsbureau.

Pallotta udtalte efter Liverpools samlede sejr, at UEFA bør indføre videosystemet VAR (Video Assistant Referee) i Champions League.

- På Anfield (Liverpools hjemmebane, red.) blev der scoret et mål mod os, som var offside, og i dag (onsdag, red.) var der to straffespark, som vi ikke fik, hvoraf et af dem skulle føre til et rødt kort.

- Det havde været anderledes med VAR, lød det fra præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også Romas sportsdirektør, Monchi, var ude med kritik efter det andet semifinaleopgør.

- Der var to klare straffespark, vi gik glip af i aften (onsdag, red.), hvilket ændrede alt. Og i første kamp scorede de et mål på offside, lød det fra Monchi.

- VAR må indføres i Champions League. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er VAR i de fleste turneringer.

UEFA træffer en afgørelse i sagen 31. maj.