Ribéry forlænger og tager 12. sæson i Bayern München
35-årige Franck Ribéry, der har vundet otte tyske mesterskaber, tager endnu en sæson i den tyske storklub.
Franck Ribéry spiller også i næste sæson for Bayern München i Bundesligaen.
De tyske fodboldmestre meddeler på Twitter, at den 35-årige franskmand har forlænget sin kontrakt, så den udløber næste sommer.
- Jeg er meget glad for at få lov til at spille endnu et år for denne store klub, siger Franck Ribéry.
- München er for længst blevet et hjemsted for mig og min familie, og jeg er meget stolt over også at kunne bære Bayern-trøjen i næste sæson, siger han.
Franck Ribéry kom i sommeren 2007 til Bayern München fra Marseille i hjemlandet, så han skal efter sommerpausen i gang med sin 12. sæson for tyskerne.
Franskmanden har i sine første 11 sæsoner blandt andet vundet otte tyske mesterskaber, fem tyske pokaltitler og et enkelt Champions League-trofæ.
Franck Ribéry kan nå op på seks tyske pokaltitler, hvis Bayern München 19. maj vinder årets pokalfinale mod Eintracht Frankfurt i Berlin.
Offensivspilleren spillede fra 2006 til 2014 81 A-landskampe for Frankrig.
Franck Ribéry var i 2006 med til at tabe VM-finalen til Italien efter straffespark.