Hareide tager ikke til VM ’bare for at deltage’
Den danske landstræner ser VM som det største, man kan være med til som aktiv i fodboldverdenen. Deltagelsen er dog ikke nok i sig selv.
Landstræner Åge Hareide udtog mandag sin bruttotrup til VM i fodbold. Dermed satte han navn på de 35 spillere, der kan repræsentere Danmark ved den kommende slutrunde.
Og de kan godt indstille sig på, at udskilningsløbet fra bruttotruppen til den endelige trup bliver hård.
- Det er ikke så nemt. Det er spillere, som på mange måder har motivation, holdning og styrke nok til at gennemføre en måned en Rusland. Vi skal nå ind til det. Vi skal ikke bare deltage ved VM. Vi vil gerne vise, at vi kan spille fodbold med Danmark. VM er en god anledning til at gøre det, siger landstræneren til TV 2 SPORT.
Senest den 4. juni skal bruttotruppen være skåret ned til en VM-trup på 23 spillere.
Hovedparten af de 35 spillere har også været med i kvalifikationen til VM. Derudover er Mathias Jensen, Robert Skov og Kenneth Zohore udtaget som mulige landsholdsdebutanter.
Var det svært at udtage truppen, eller sad du med nummer 36 og 37 og rykkede lidt frem og tilbage?
- Det har du altid på nogle positioner. Men vi har set på de præstationer, de har lavet over et stykke tid. Vi har også vurderet potentialet og set på spidskompetencerne i forhold til, hvad vi kan få brug for.
Frygter skader sidst på sæsonen
Derudover var skader også et emne efter landsholdsudtagelsen. Senest sad angriberen Andreas Cornelius ude med en forstrækning i baglåret, da Atalanta mødte AC Milan i Serie A. Til gengæld er forsvarsspillerne Simon Kjær og Andreas Bjelland tilbage efter skader.
Er du bekymret over skadesituationen?
- Nej, men jeg er bekymret over, at vi ved, at spillerne ofte får skader sidst på sæsonen. Enten på grund af træthed fra meget træning og mange kampe eller mental træthed.
- Vi ved også af erfaring, at man ikke skal have for mange skader eller tvivlsomme spillere, når man tager til et VM. Det kan gå ud over træningskvaliteten undervejs, hvis vi får skader. Derfor må vi passe på og forsikre os om, vi har spillere, der klarer hele rejsen.
- For de som er stoppet [i klubberne] tidligt i maj, så kommer vi til at køre det lidt hårdt. Netop for at afdække, hvordan de reagerer på træningen.
En del af bruttotruppen samles fra den 23. til den 25. maj. De spillere, der endnu ikke er færdige med de nationale ligaer, støder til lidt senere.
Danmark møder Sverige i en testkamp den 2. juni. Den 9. juni kommer Mexico på besøg på Brøndby Stadion til den store afrejsekamp inden kursen sættes mod Rusland og VM.
Danmarks første VM-kamp spilles den 16. juni mod Peru. De øvrige gruppemodstandere er Australien og Frankrig.