Fodboldens vigtigste symbol blev godkendt på et lufthavnshotel i Kastrup
Danmarks nye landsholdstrøje til VM-slutrunden i Rusland har været længe undervejs. Det er fodboldens vigtigste symbol, mener designeren.
Nogle røde og hvide skitser bliver vist frem for de danske landsholdsspillere.
Skitser af en landsholdstrøje, der kan blive ikonisk i den danske fodboldfortælling. Men også skitser, der er i fare for aldrig at blive til mere end det, de er i deres nuværende form. Et udkast.
Vi befinder os nemlig på et lufthavnshotel i Kastrup i begyndelsen af oktober 2017, og der er få dage til Danmarks afgørende VM-kvalifikationskamp på udebane mod Montenegro. En kamp, hvor et nederlag vil kunne forpurre den danske drøm om den første VM-slutrunde siden 2010.
Inden afrejsen til Balkan ser landsholdsspillerne et bud på, hvordan den kommende danske landsholdstrøje skal se ud til VM-slutrunden i Rusland 2018.
For i kulissen bliver der gjort klar til, at drømmen går i opfyldelse.
- Det giver altså en ekstra dimension til, at man håber på, at vi kommer til VM, siger Jesper Herholt, der i samarbejde med Hummel har designet Danmarks nye VM-trøje, der er blevet offentliggjort i dag.
På hotellet bliver der taget godt imod skitserne af landsholdstrøjen. Den bliver godkendt af både spillere og Dansk Boldspil-Union (DBU). Danmarks deltagelse til sommerens slutrunde blev også godkendt i midten af november efter en samlet sejr over Irland i to afgørende playoffkampe.
Spillerne involveret fra start
Faktisk begyndte arbejdet med den nye VM-trøje allerede i sommeren 2017, længe før VM-kvalifikationen blev sikret. Her var trøjesponsoren, Hummel, til møde med Spillerrådet på landsholdet bestående af Christian Eriksen, Kasper Schmeichel, William Kvist samt anføreren Simon Kjær.
Landsholdsspillerne skulle evaluere trøjen fra VM-kvalifikationen og fortælle, hvad de drømte om i forhold til den nye. Det handlede mest om pasform og materialer til trøjen.
- Faktisk er der flere af spillerne, der har været involveret lige fra starten af. Lige fra tilpasningen af trøjen til designet. Spillerne vil gerne have noget, der sidder stramt, og derfor laver vi én version til spillerne og en anden til fansene, som sidder lidt mere løst, siger Morten Lund, Marketing Manager i Hummel.
Herefter gik flere designere i gang med at præsentere deres idéer til en ny landsholdstrøje for DBU og Hummel. En af dem var Jesper Herholt, der havde en ambition om at skabe noget nyt.
- Den skulle ikke være retro, hvor man kigger tilbage til slutrunderne i 1984 eller 1986, hvilket ellers er meget moderne, og som man kan se andre producenter har gjort, når de har lanceret deres VM-trøje. Det var vigtigt for mig, at Hummel kom med noget helt nyt. Retro-versioner af gamle trøjer er fedt i den rette kontekst, men denne trøje skulle forhåbentlig være vores nye VM-trøje, så den skulle overordnet pege fremad og ikke tilbage i historien, siger Jesper Herholt.
Han kiggede på et tema, som DBU på det tidspunkt var begyndt at folde ud under titlen: ’For Danmark’.
Jesper Herholt begyndte derfor at tænke på, hvem der ellers kæmpede ’For Danmark’ og blev inspireret af Den Kongelige Livgarde.
- De holder vagt om vores kongerige og rejser også ud på internationale missioner, ligesom landsholdet gør, når de tager til Irland for at kæmpe for at komme med til VM. Det er meget symbolsk. Garderuniformen har også en del fællestræk med landsholdstrøjen. Den er rød og hvid, men har også den blå farve, som også optræder på de mest legendariske danske landsholdstrøjer gennem tiden, siger han.
Gardernes symboler som eksempelvis de klassiske skråbånd henover overkroppen og sølvknapperne på uniformen er alle blevet en del af landsholdstrøjen på hver sin måde.
- Først var det Holger Danske, og nu er det så Livgarden. Det er super fedt, man tager noget fra det danske samfund og integrerer i landsholdstrøjen, siger landsholdsprofilen Christian Eriksen med reference til, at landsholdstrøjen fra VM-kvalifikationen havde den danske sagnhelt portrætteret.
Trøjen er fodboldens vigtigste symbol
Designeren Jesper Herholt har også skrevet en ny bog 'Humlebien & landsholdstrøjen' om alle danske Hummel-landsholdstrøjer siden 1979. For til dagligt er han også en stor fodboldtrøjeentusiast.
Jesper Herholt har Danmarks største samling af ’match worn’ fodboldtrøjer – det vil sige fodboldtrøjer, som spillerne har anvendt i kamp. Kollektionen tæller over 500 fodboldtrøjer fra både ind- og udland og fra klub- og landshold. Han har de fleste danske landsholdstrøjer gennem tiden.
Juvelerne i Jesper Herholts samling er blandt andet en trøje med Diego Maradona fra dengang han spillede i FC Barcelona og byttede trøje med den tidligere landstræner Morten Olsen. Og hollænderen Marco van Bastens landsholdstrøje fra EM-semifinalen i 1992, hvor Danmark vandt efter straffesparkskonkurrence og senere gik i finalen og blev europamester. For trøjesamleren har fodboldtrøjer en særlig betydning.
- Fodboldtrøjen er fodboldens vigtigste symbol, fordi den er en form for bindeled mellem fan og klub eller landshold. Det er den, der definerer, hvilket tilhørsforhold man har. Om man holder med Arsenal eller Tottenham, siger Jesper Herholt og uddyber:
- Man går jo rundt med den på alle mulige andre tidspunkter end på kampdage, og det gør man jo for at vise, at man er en del af det her fællesskab. Man er en del af fællesskabet Tottenham eller fællesskabet Arsenal. Eller fællesskabet Danmark. Det rækker langt ud over de 90 minutter.
Klik på billedgalleriet herunder og se, hvordan Jesper Herholt har rangeret de mest ikoniske danske landsholdstrøjer.
Den franske forfatter Bernard Lions beskriver i sin bog ’1000 Fodboldtrøjer’, at fodboldtrøjer repræsenterer ’et øjeblik af evighed’. Det mener Jesper Herholt på mange måder er rigtigt.
- Der kommer nye fodboldtrøjer hver sæson, men du ser stadigvæk mange på diverse stadions i ældgamle trøjer, der giver dem et personligt minde. Det kan være en trøje fra Odense Boldklubs sejr over Real Madrid i 1994. På den måde repræsenterer fodboldtrøjen også en masse historie, siger han og tilføjer:
- Det er symbolet på klubben, det er symbolet på fortiden, det er symbolet på fremtiden, det er symbolet på fællesskabet. Fodboldtrøjer er lige så meget symbolik, som det er en beklædningsgenstand.
Præstationerne på banen hænger også uløseligt sammen med fodboldtrøjens plads i historiebøgerne.
- Det kommer nok lidt an på resultatet, om man kommer til at huske den her i mange år fremover. Jeg håber, vi kan få folk til at huske den her trøje bagefter, siger Christian Eriksen om den nye danske VM-trøje.
OBS: Artiklen fortsætter under mosaikken med danske landsholdstrøjer.
Fodboldtrøje solgt for en 1,3 millioner kroner
Netop historierne om fodboldtrøjerne giver dem værdi. Det så man et eksempel på for år tilbage, da en særlig landsholdstrøje blev udbudt på et auktionshus i London.
Pelé – der bliver omtalt som verdens bedste fodboldspiller nogensinde – scorede i VM-finalen i 1970, da Brasilien vandt 4-1 over Italien på Estadio Azteca i Mexico City. Brasilianerens finaletrøje blev udbudt til 450.000 kroner og blev solgt via et telefonbud for 1,3 millioner kroner. Det blev dermed den dyreste fodboldtrøje nogensinde.
Jesper Herholt siger, at det er umuligt at anslå, hvilken fodboldtrøje i verden, der er den mest eftertragtede, da markedet også afhænger af samlerne, som også har deres præferencer som fan. Det er dog svært at komme uden om Diego Maradonas VM-trøje fra 1986, hvor argentineren scorer sit legendariske mål mod England med hjælp fra ’Guds hånd’.
- Sådan nogle historier er med til at bygge værdien af fodboldtrøjer kolossalt op, siger han.
Ifølge Jesper Herholt er Preben Elkjær, Allan Simonsen og Michael Laudrups landsholdstrøjer nogle af de mest eftertragtede 'match worn' trøjer i Danmark.
Trøjeentusiasten vurderer, at den mest ikoniske landsholdstrøje nogensinde er Tysklands fra 1988 til 1991.
- Den er hvid og egentlig meget simpel, men så har den det tyske flag, der går fra ærmerne og henover brystet og uden for det andet ærme som en form for bølge. Den er legendarisk, siger Jesper Herholt og nævner, at den også altid ligger i toppen på diverse lister over de mest ikoniske fodboldtrøjer.
Jesper Herholt tilføjer, at den danske landsholdstrøje fra VM i Mexico i 1986 er lige i hælende på den ikoniske tyske trøje. Hvilken trøje kan du bedst lide? Deltag i afstemningen herunder. Se trøjerne i mosaikken længere oppe.