Fodbold

Vejle fester i to dage - og så får spillerne lov til at holde ferie

Spillere og trænere i Vejle Boldklub kan tage på en fortjent ferie efter oprykningen til Superligaen, men det er ikke tilfældet for alle medarbejdere.

Vejle Boldklubs tilværelse i 1. division sluttede søndag eftermiddag, hvor holdet sikrede sig direkte oprykning til Superligaen med en 2-0-sejr over Thisted.

Men hvor slutfløjtet efter sæsonens sidste kamp som regel giver plads til at puste ud, er det ikke tilfældet på kontorgangene i Vejle Boldklub, når landets bedste fodboldrække venter.

- Nu skal vi fejre det i de dage her, og så ryger spillere og trænere på ferie. Så er vi en hel masse, der skal i gang med at forberede fra på tirsdag, så Vejle er klar til Superligaen efter sommerferien.

- Der er nogle ting omkring som vores sundhedsstab og vores daglige hverdag, som skal opgraderes. Både organisatorisk med stadionet og alle de ting, der følger med, fortæller sportschef i Vejle Boldklub, Jacob Krüger Andersen.

Det er første gang siden 2009, at Vejle igen er et superligahold, så foruden organisatoriske og praktiske forbedringer, er sportschefens fokus i lige så høj grad på, hvem der skal gøre arbejdet inden for kridtstregerne.

- Så er det klart, at vi selvfølgelig også skal have kigget på spillertruppen. Det har vi ikke gjort i de sidste mange uger.

- Vi skal have en trup, som forhåbentlig er konkurrencedygtig med langt de fleste. Sikkert ikke med de allerøverste hold, men vi vil gerne have et hold, som kan spille lige op mod mange af de andre, fortæller han.

Superligasæsonen 2018/19 begynder søndag den 15. juli, og sportschefen er fortrøstningsfuld med tanke på det arbejde, der venter inden første fløjt.

- Det her skal vi have lavet i de næste halvanden til to måneder, så vi står knivskarpt, når turneringen begynder, og det er jeg helt sikker på, at vi får gjort, fortæller Jacob Krüger Andersen.

Esbjerg fB og Vendsyssel FF skal ud i playoffkampe mod Superligaens nummer 12 og 13 om de sidste pladser i Danmarks bedste fodboldrække i næste sæson.