OB-anfører: Spillerne har også et ansvar for trænerfyring
Superligaklubben OB har mandag fyret cheftræner Kent Nielsen. Det skete, fordi holdet ikke har levet op til de sportslige målsætninger.
I to sæsoner har den stolte, fynske fodboldklub Odense Boldklub skuffet i Superligaen.
Klubben har ikke levet op til den erklærede målsætning om at spille med i mesterskabsspillet, og det kostede mandag formiddag cheftræner Kent Nielsen jobbet.
Det er en beslutning, der påvirker klubbens anfører Kenneth Emil Petersen, der selv kom til OB for to sæsoner siden og dermed blev genforenet med Kent Nielsen.
- Jeg er selvfølgelig lidt trist. Vi har arbejdet sammen i rigtig mange sæsoner, og jeg synes, Kent er en dygtig træner. Det er trist, vi er nået hertil, hvor den sportslige ledelse har besluttet, at der skal en ny mand til.
- Det er en beslutning, der er truffet over mit hoved. I spillertruppen kunne vi have gjort noget ved det over to sæsoner, men resultaterne er udeblevet, og vi har skuffet stort. Så helt koldt og kynisk er det en konsekvens af, at vi ikke har leveret. Det har vi som spillertrup også et ansvar for. Vi skal bestemt kigge indad, for det er ikke én mands skyld, at vi ikke har præsteret på resultatsiden i de to sæsoner, jeg har været her, siger Kenneth Emil Petersen til TV 2 SPORT.
Anføreren og den nu tidligere træner kender hinanden fra deres fælles tid i først AC Horsens og sidenhen AaB, hvor de vandt både mesterskabet og pokalturneringen i 2014.
Et godt tidspunkt
Kent Nielsen nåede at være træner i OB i tre sæsoner. I den første sæson, inden ligastrukturen blev lavet om, sluttede OB som nummer syv.
I den nye struktur er det blevet til placeringer som nummer 11 og ni – langt fra målet om en placering blandt de seks bedste.
Efter denne sæson, hvor OB fik 31 point i de 26 grundspilskampe og efterfølgende tabte Europa-play off-kampene til AGF, har klubben ryddet op i spillertruppen. Indtil videre står det klart, at seks spillere ikke møder ind efter sommerferien. Det kan trods alt være en fordel, når en ny træner også skal træde til, vurderer Kenneth Emil Petersen.
- Vi har mange afgange i spillertruppen, så tidspunktet er ikke så skidt, hvis det skulle være. En ny træner kan komme ind og sætte sit eget præg med nogle nye spillere. Måske også nogle justeringer i spillestil eller måden at gøre det på, og det kan godt ruske tingene lidt op.
Ud over Kent Nielsen vil følgende spillere forlade OB, når klubben inden længe går på sommerferie: Rasmus Jönsson, João Pereira, Jacob Buus, Mathias Thrane, Nana Welbeck og Joan Simun Edmundsson er væk, når den nye sæson starter midt i juli.