VM fodbold

Hareide frygtede for sin VM-deltagelse

To diskusprolapser hæmmede landstræner Åge Hareide i en sådan grad, at hans deltagelse ved VM var i fare.

Rygproblemer betød, at Åge Hareide var nervøs for, om han skulle med til VM i Rusland.

Det fortæller han i Go' morgen Danmark onsdag.

Har du været bange for, om VM var væk for dig?

- Nogle gange blev jeg det, men det tog tid, og tålmodighed er ikke ligefrem min bedste dyd. Men jeg ved, at jeg havde styr på det og fik god hjælp, så det er jeg glad for. Nu er jeg klar, fortæller landstræneren, der kom til skade på en skitur i julen.

- Jeg har haft to diskusprolapser i ryggen. Den ene da jeg skulle til Dubai med ligalandsholdet, hvor det slog helt fejl med ryggen. Jeg måtte tage hjem, og lidt senere fik jeg en til. Det er slet og ret gamle slitager, der har gjort, at ryggen har vakt besvær, men nu har vi styr på det. Så nu bliver det godt igen.

I de her dage er bruttotruppen samlet nogle dage med træning frem mod VM, hvor landstræneren er tilbage på græs.

- Jeg skal ikke klage, for jeg hader at klage

Selvom Åge Hareide igen ser lyst på sin VM-deltagelse, understreger han, at det bestemt ikke var sjovt, da smerterne var på sit højeste.

- Det har været slemt. Jeg skal ikke klage, for jeg hader at klage, men jeg har haft problemer med at gå, så jeg måtte ligge på gulvet og kigge op i loftet. Men jeg fik set fodbold, fordi jeg har en pc, hvor jeg kan se det på, så det hjalp mig lidt, at jeg kunne koncentrere mig om det i stedet for. Men det går over. Der er så mange andre, der har andre problemer, som aldrig går over, så jeg skal ikke klage, siger landstræneren.

Han værdsætter hjælpen fra sin assistenttræner, der måtte påtage sig en række opgaver på egen hånd.

- Jeg havde en god assistent i Jon Dahl Tomasson. Han tog de rejser, vi skulle have været af sted på sammen, og vi kommunikerede hele vejen, så der var fuld kontrol på det hele. Jeg forsøgte at komme ud i DBU af og til, når jeg fik kæmpet mig ind i en af bilerne. Men det er ovre nu, så det er ikke noget at snakke om, fastslår Hareide.

Før VM venter to testkampe. Den 2. juni skal landsholdet til Stockholm for at spille mod Sverige, mens Mexico venter i en sidste generalprøve den 9. juni, inden det går løs mod Peru den 16. juni.

Den endelige VM-trup på 23 spillere bliver udtaget senest den 4. juni.