VM fodbold

Simon Kjær vender aldrig hjem til Danmark og udelukker Premier League

Den danske landsholdsanfører er udlandsprofessionel på 10. år, men Kjærs fremtid kommer hverken til at blive i England eller Danmark.

Simon Kjær går imod os. Solbrillerne bliver pillet af halvvejs mellem hans bil og Flemming Toft, der står klar til at hilse på.

29 grader. Solskin. Typisk Sevilla-vejr, omend tordenskyerne har truet i horisonten det seneste døgn.

Meget symbolsk før mødet med Thor, som fans af hans seneste klub, tyrkiske Fenerbahce, kaldte den blonde forsvarsspiller fra Skandinavien. Opkaldt efter tordenguden i nordisk mytologi. Og fordi Simon Kjær hedder Thorup til mellemnavn.

Han bragede igennem i Serie A og Palermo for 10 år siden. Fem forskellige lande har Kjær siden da boet i. Nu byder han velkommen i det sydlige Spanien, og vi går en tur på klubbens træningsanlæg.

Han er vant til at gå forrest som anfører. Her går vi side om side. Og selvom en fordom om jyder er, at de ikke altid er et folkefærd af mange ord, så har Simon fra Lund - lidt uden for Horsens - masser at fortælle. Velovervejede og reflekterede ord. Han tænker, før han taler.

Det tror jeg ikke kommer til at ske. Det er ikke mig

Simon Kjær om et skifte til Premier League

Derfor kommer han også med et meget klar svar, da han bliver spurgt, om han kan se sig selv flytte tilbage til det land, han fører an for på fodboldbanen.

- Jeg kommer aldrig tilbage til Danmark igen. Jeg er fra Lund. Min kone er fra Stockholm, så at bede hende om at flytte til Horsens eller Aarhus tror jeg sgu vil være for småt til hende, hvis jeg skal være helt ærlig. Så kunne man vælge at bo i København, men så kunne vi lige så godt bo i Stockholm, hvis det skulle være, siger Simon Kjær.

- Det med kulturen, vejret og livet. Det har jeg lært er vigtigt for mig.

- Nu har jeg lige været hjemme i en uge og træne. Der var godt nok koldt. Og mørkt, kommer det grinende fra Kjær.

Stolthed og far med kleenex

I to år har Simon Kjær båret anførerbindet på det danske landshold. Han overtog tjansen som landsholdsleder i sommeren 2016, da Danmark for første gang skulle klare sig uden Daniel Agger som styrmand i det centrale forsvar.

Simon Kjær fik anførerbindet om armen i de to kampe ved træningsturneringen Kirin Cup i Japan i juni, men blev først officielt udnævnt som landsholdskaptajn forud for venskabskampen mod Liechtenstein små tre måneder senere i Horsens. Kjærs første hjemmekamp som anfører var i mere end én forstand på hjemmebane.

Selvom udnævnelsen betyder meget for ham, husker han faktisk ikke øjeblikket, da Åge Hareide gav ham besked om sit valg af den nye anfører.

- Nogle gange kan man få lidt et chok og så bare sige: "Okay. Tak. Super. Skal vi ud og træne eller hvad?"

- Jeg kan ikke engang sige til dig 100 procent, hvornår det var. Om det var over telefon, eller hvad det lige var, men når jeg efterfølgende har reflekteret over tingene, eller når jeg står der første gang som anfører, så husker jeg i hvert fald, at den gamle sad oppe på tribunen med kleenex og hele pivetøjet.

- Det var selvfølgelig kæmpestort, og det er det stadigvæk. At få lov til det på egen krop og få tildelt det ansvar. Der er bare nogle ting, som ikke særlig mange personer får lov til at opleve.

SIMON KJÆR

Navn: Simon Thorup Kjær

Født: 26. marts 1989 (29 år)

Ungdomsklubber: AC Horsens, FC Midtjylland

Klubber: FC Midtjylland (2007-2008), Palermo (2008-2010), Wolfsburg (2010-2013), Roma (leje i 2011-2012), Lille (2013-2015), Fenerbahce (2015-2017), Sevilla (2017–)

Debut på landsholdet: 6. juni 2009 mod Sverige (1-0 til Danmark)

Slutrundeerfaring: Har deltaget ved VM i 2010 og EM i 2012

29 år. Anfører for sit land. På kontrakt i spanske Sevilla. Simon Kjærs opskrift og forklaring på, hvordan han er nået dertil, hvor han er i dag, er lige så jysk, som hans karriere er international.

- Jeg er meget ydmyg omkring tingene, min egen position og tager ikke noget for givet. Jeg har altid fået at vide, at fodbold gør ondt, og at du skal præstere hver eneste dag. Du er ikke bedre end din sidste kamp. Det har jeg altid taget med mig.

- Jeg har spillet alle de steder, jeg har været, så et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt i form af den tilgang, jeg har til tingene, siger han.

Lyn-analyse

SÅDAN OPLEVEDE JEG SIMON KJÆR

Vi missede begge med øjnene, for solen var Sevilla-skarp. Landsholdets anfører tog imod, og vi gik en runde om træningsbanen og fik vendt hans lange fodboldkarriere. Hans globetrottertilværelse.

Simon Kjær er tydeligt modnet af et liv på fodboldens globale motorvej og det at blive far. En stille knægt fra Lund nær Horsens, nu med brystkassen spændt, tatoveringerne markante og masser af meninger om livet og det at være leder. Et inspirerende møde med Simon Kjær - i hans omgivelser.

Aldrig Premier League

Selvom Simon Kjær har været i mange klubber, har han aldrig prøvet at løfte en pokal med sit klubhold. CV'et er uden titler, men fyldt med fornemme fodboldadresser.

Serie A, Bundesligaen, Ligue 1 og La Liga. Læg dertil den tyrkiske Süper Lig.

Simon Kjær har spillet i næsten alle de store europæiske ligaer med undtagelse af den engelske Premier League. Står det til Kjær, bliver en britisk klub dog ikke næste destination, når eller hvis han engang skal forlade Sevilla.

- Det tror jeg ikke kommer til at ske. Det er ikke mig. Jeg har været mange steder i mit liv, og jeg nyder utrolig meget at lære nye kulturer at kende. Sætter pris på livet og de værdier, der ligger i det. Palermo, Tyrkiet, Frankrig, Tyskland og så komme her. Solen skinner, og det er nogle gange lidt lettere at komme ud af sengen. Det er bare en fantastisk stemning. Det er lidt som at være på ferie, siger han.

Far med kæmpe afsavn

Livet som professionel fodboldspiller og landsholdsanfører er et drømmeliv for Simon Kjær, men absolut heller ikke uden afsavn for den eftertænksomme familiefar. Han er far til to drenge og gift med svenske Elina.

- Det er et privilegie, noget, jeg nyder, og noget, jeg i princippet også er stolt af. At jeg kan leve af min hobby. Og så har du nogle privilegier i forhold til økonomi og muligheder for at kunne gøre, som du vil, når du har fri.

- Men det er heller ikke bare en dans på røde roser. Jeg kommer ikke til at være en del af mine børns fødselsdage eller min kones fødselsdag, så længe jeg spiller på landsholdet. Det har jeg timet rimelig godt, så der er jeg desværre aldrig hjemme.

Det rammer dig lidt?

- Ja. Det gør det meget, for jeg kan forstå det, men mine børn kan ikke forstå det. Når min store dreng for første gang i år græder i telefonen eller siger: "Hvorfor skal du nu til fodbold igen?" Og han står og hiver i en, når man skal ud af døren… På det punkt omkring mine børn er der et kæmpe afsavn.

- Men jeg skal heller ikke klage, for det er et liv, jeg selv har valgt. Lige meget hvad du laver i livet, så er der afsavn. Om det er på den ene eller den anden måde, så er der afsavn. Der er ikke et perfekt liv, selvom jeg næsten vil mene, at det her er det.

Misser vennens bryllup

Nu skal han deltage ved karrierens tredje slutrunde, men for første gang bliver det i rollen som anfører. Et scenarie, han ikke lige havde forestillet sig efter nederlaget på 0-1 til Montenegro i Parken i efteråret 2016. Der stod Danmark blot med tre point i VM-kvalifikationen efter tre kampe.

Da en af Simon Kjærs venner ringede til ham lige efter kampen og spurgte, hvornår han skulle lægge sit bryllup til sommer, opfordrede Kjær vennen til at finde en dato omkring VM.

Det gjorde vennen så, og nu kan landsholdsanføreren selvfølgelig ikke komme.

Simon Kjær bad sin ven om at lægge et bryllup under VM, da landsholdets VM-chancer var små. Nu misser han brylluppet. Video: Patrik Strodl Petersen

- Jeg tror ikke på, at der var nogen, der forventede, at vi kom til VM. Da jeg siger det til min ven, er det fordi, jeg også er realist. Det er ikke fordi, jeg ikke håber og ikke tror på det.

- Siden da har vi så faktisk ikke tabt en fodboldkamp og skal nu til en slutrunde med så meget optimisme og så meget selvtillid. Jeg føler, at vi er blevet ved med at bygge på og på og på. Og Christian (Eriksen, red.), han er bare i en forfatning lige nu, hvor man bare må sige, at det er sjovt at spille fodbold med ham.

- De muligheder og det, vi går ind til nu, bliver kæmpe. Og for mig personligt at gå ind til en slutrunde som anfører, hvor vi er vokset som hold, og jeg også er vokset som person, som anfører, det er noget, jeg er stolt over og glæder mig utrolig meget til, siger Simon Kjær.

Du kan se afsnittet af 'Toft - tæt på VM med Simon Kjær' på TV 2 PLAY.