Tidligere Brøndby-målmand skifter til tysk topklub

Lukas Hradecky, der i seks et halvt år spillede i Superligaen, skifter fra Frankfurt til Leverkusen.

Onsdag blev det en realitet, at den finske fodboldmålmand Lukas Hradecky skifter fra Eintracht Frankfurt til Bayer Leverkusen i Bundesligaen.

Den tidligere Esbjerg- og Brøndby-målmand, der havde kontraktudløb i Frankfurt efter sæsonen, har fået en femårig kontrakt med Leverkusen, meddeler klubben på sin hjemmeside. 

- Lukas Hradecky er en fremragende målmand i Bundesligaen, der som landsholdsmålmand også råder over stor international erfaring.

- Hos Frankfurt var han blandt de absolut toneangivende spillere, siger Leverkusens sportsdirektør, Rudi Völler. 

Leverkusen råder i forvejen over Bernd Leno, den tyske landsholdsreserve på målmandsposten, men han er ombejlet af andre klubber. 

28-årige Lukas Hradecky var lørdag i sidste uge med til at levere en overraskelse i den tyske pokalfinale, hvor Frankfurt slog Bayern Münchens tyske mestre 3-1. 

Frankfurt sluttede på ottendepladsen i Bundesligaen, mens Leverkusen endte som nummer fem. 

Det har i et stykke tid været kendt, at Lukas Hradecky ikke ville forlænge sin kontrakt med Frankfurt, hvor han har været i tre år. 

Forinden spillede han to år i Brøndby, og inden da havde han tilbragt fire et halvt år hos Esbjerg, hvor han blandt andet var med til at vinde den danske pokalfinale i 2013. 

Lukas Hradecky bliver i Frankfurt afløst af Brøndbys Frederik Rønnow, og det er faktisk tredje gang, at det sker. 

Frederik Rønnow blev i 2013 lejet ud fra AC Horsens til Esbjerg, da Lukas Hradecky skiftede til Brøndby. 

Og da den finske landsholdsmålmand to år senere tog til Frankfurt, skiftede Frederik Rønnow til Brøndby.