To pladser er åbne i Danmarks VM-trup, siger Hareide
Landstræner Åge Hareide har stort set sin VM-trup på plads. Der er kun to pladser, måske tre, han stadig overvejer.
23 spillere får det ærefulde hverv at skulle repræsentere Danmark ved VM i Rusland.
Landstræner Åge Hareide har ansvaret for udtagelsen, og han har så godt som VM-truppen på plads. Men der er endnu pladser at spille om, fortæller Hareide på dagen, hvor landsholdet begynder sine forberedelser frem mod sommerens slutrunde.
- Måske et par pladser, som vi tænker på at vurdere endnu. Så er der nogle spillere, som er helt sikre, svarede Åge Hareide på spørgsmålet om, hvor mange pladser, der reelt er åbne.
- Det er både en fysisk og mental tilstand, vi skal have kontrol over. Og den mentale er måske den sværeste, fordi vi ikke ved, hvordan folk klarer at være sammen så lang tid. Vi har ikke øvet det, vi har ikke prøvet det. Heller ikke jeg, så det er også spændende for mig. Vi skal kunne holde hinanden oppe i lang tid, sagde landstræneren i Go' morgen Danmark onsdag.
- Det er mange uger og mange uger i Rusland. Vi flyver frem og tilbage og skal levere resultater. Men ved, at resultaterne også har indflydelse på den mentale tilstand hos spillerne og gruppen. Så det er ekstremt vigtigt at komme godt i gang.
Hårdt at vælge spillere fra
Åge Hareide fortalte videre, at han koncentrerer sig om 26 spillere, der bør kunne komme med til VM. To af dem og yderligere ni spillere sorterer han fra efter træningerne i denne uge, så kun 24 spillere møder ind i landsholdslejren mandag den 28. maj.
Artiklen fortsætter under mosaikken.
Mandag den 4. juni skal Dansk Boldspil-Union (DBU) senest skal have indsendt den endelige trup på 23 spillere til det internationale fodboldforbund (FIFA).
- Det er en stor udfordring. Det at skulle sortere nogen fra i forbindelse med et VM kan være rigtig hårdt. Det er hårdt for spilleren, fordi det er en drøm at komme til VM og spille og være med, lød det fra landstræneren.
- Vi skal tænke os godt om, før vi udtager spillerne, og det er også svært, fordi vi har forskellige typer modstandere. Vi kunne godt tænke os at have flere spillere at vælge imellem, så vi kunne bruge forskellige typer mod Peru og Australien for eksempel.
Ingen over holdet
I udvælgelsesprocessen er Hareide meget optaget af spillernes indbyrdes relationer. For ham er det vigtigt, at truppen fungerer som en enhed og ikke bare er sammensat af de bedste individualister og største egoer.
- Vi har lært spillerne at kende gennem to år, og vi har sagt, at vi meget gerne vil have kontinuitet netop for at lære dem at kende. Vi har også rejst ud til spillerne for at tale med dem og for at se, hvordan de har det i udlandet, fortalte Åge Hareide.
- Vi ser selvfølgelig på fodboldpræstationen, men jeg er også meget optaget af spillernes sociale færdigheder. At de kan være sammen og kommunikere på en god måde og skabe en god stemning. Der er nogen, der tager energi, og der er nogle, som giver energi. I en gruppedynamik er du nødt til at have folk, som giver energi.
Energi-giveren Fischer
Hvem giver energi?
- Viktor Fischer har altid givet god energi. Han er ung, men han har altid god energi i en gruppe, selv om han ikke har spillet eller startet inde. Så skal han håndtere dét, at han ikke starter. Han vil meget gerne spille, så han skal håndtere dét, men samtidig skal han give gas og give god energi til de spillere, som skal starte.
- Viktor har været et godt eksempel undervejs. Han er blevet bedre til det. I starten var det lidt anderledes, men han er vokset som spiller og menneske. Jeg bruger Viktor som eksempel, fordi han er ung, og vi har mange unge spillere, sagde Hareide.
Danmarks erklærede VM-målsætning er at komme videre fra gruppespillet. Udover Peru og Australien venter også Frankrig i gruppe C. Danmarks første kamp er lørdag den 16. juni.
Se landsholdets program før og under VM i tidslinjen herunder.