VM fodbold

Durmisi viser VM-støvlerne frem efter otte måneder med 'skandalestøvler'

Flere landsholdsspillere brugte den første træningssamling i Helsingør på at spille deres helt nye støvler til.

De danske landsholdsspillere glæder sig tydeligvis lige så meget til VM, som alle os andre, der kommer til at følge med fra sidelinjen eller i fjernsynet og på internettet.

Smilene var umulige at overse, da landsholdet onsdag trænede for første gang i den flere uger lange træningslejr frem mod VM. Både på grund af gensynets glæde, men også fordi flere af spillerne skulle ud og prøve deres nye VM-støvler for første gang.

En af dem var Riza Durmisi, der under høj sol i Helsingør trådte i de kridhvide Nike Mercurial Vapor 12 Elite FG Just Do It-støvler lige inden træningen.

- Se lige den detalje, sagde han til TV 2 SPORTs fotograf og fremviste et Dannebrog på hælkappen.

Efter en periode på otte måneder med det, Durmisi selv beskriver som 'skandalestøvler' fra Nike, glæder Durmisi sig over VM-modellen. Ud over Dannebrog, navn og et gråligt logo med orange omrids er den nye model helt hvid.

- Endelig stepper de op, Nike. Det er godt, der sker noget.

Er der stor forskel fra model til model?

- Ja, meget. Den her er model er lidt mere tynd, så hvis du får en stempling, kan du godt mærke det.. Men det gør ikke noget.

Så kan du vel også bedre føle bolden?

- Ja, lige præcis. Men andre spiller for eksempel med to par sokker for ikke at mærke helt så meget, sagde Riza Durmisi, inden han krydsede banen og begyndte træningen sammen med holdkammeraterne. 

Det fedeste i verden

Ud over Durmisi trænede blandt andre Christian Eriksen, Thomas Delaney, Mathias 'Zanka' Jørgensen og anfører Simon Kjær i den nye Nike-model. Kjær havde det hvide fodtøj inden for rækkevidde under hele den forudgående interviewseance, mens 'Zanka' konstaterede inden træningen:

- Nye støvler er det bedste i verden.

Sammen med resten af holdet tog de desuden også den nye VM-bold i brug.

Landsholdet er samlet i Helsingør, hvor VM-forberedelserne indledes med besøg af børn og familier. Efter en sen sæsonafslutning i blandt andet Superligaen er hele truppen endnu ikke samlet.

Senest den 4. juni skal bruttotruppen på 35 spillere skæres ned til den 23 mand store VM-trup.

Danmarks program under VM 2018

    1. Landsholdet samlet i Helsingør

      Søndag aften udtog landstræner Åge Hareide sin endelige VM-trup. Dermed er de 23 spillere, der skal repræsentere Danmark i Rusland, fundet. Se den danske VM-trup her.

    2. Landsholdet i Brøndby

      Pressekonference og træning på Brøndby Stadion.

    3. Danmark vs. Mexico

      VM-testkamp: Danmark vs. Mexico på Brøndby Stadion. Kampstart kl. 20.00.

    4. Afrejse til Rusland

      Landsholdet rejser til Anapa i Rusland, hvor holdet har base under VM.

    5. Landsholdet i Rusland

      Pressekonference og træning på Mordovia Arena i Saransk.

    6. Danmark spiller første VM-kamp

      Danmark og Peru mødes på Mordovia Arena i holdenes første gruppekamp ved VM. Kampstart kl. 18.00 dansk tid. Se kampen direkte på TV 2.

    7. Landsholdet i Rusland

      Pressekonference og træning på Samara Arena i Samara.

    8. Danmark spiller anden VM-kamp

      Danmark og Australien mødes på Samara Arena i holdenes anden gruppekamp ved VM. Kampstart kl. 14.00 dansk tid. Se kampen direkte på TV 2.

    9. Landsholdet i Rusland

      Pressekonference og træning på Luzhniki Stadium i Saransk.

    10. Danmark spiller tredje VM-kamp

      Danmark og Frankrig mødes på Luzhniki Stadium i holdenes sidste gruppekamp. Kampstart kl. 16.00 dansk tid.