FIFA VM 2018

Delaney håber på transfer-afklaring før VM

Thomas Delaneys tid i Werder Bremen kan synge på sidste vers. Patrik Stollarz / Ritzau Scanpix

Werder Bremen forhandler om et Thomas Delaney-salg. Danskeren håber på afklaring, før han rejser til Rusland.

Landsholdsspilleren Thomas Delaney håber, at han kan få en afklaring på sin klubfremtid, inden han rejser med den danske trup til VM i Rusland.

Det siger den 26-årige midtbanedynamo, efter at hans klub, Werder Bremen, tidligere mandag bekræftede over for Bild, at klubben er i forhandlinger om et salg af den danske landsholdsspiller.

- Jeg har fundet ud af, at det er lidt lige meget, hvad jeg synes, men jo før der kan komme en afklaring, desto bedre er det.

- Når jeg først er taget til Rusland, så kommer jeg ikke til at rejse hjem, før det bliver med mine holdkammerater, siger Thomas Delaney.

Får han ikke en afklaring inden VM, kan det også vise sig at være en fordel. Med hele verdens øjne rettet mod slutrunden, kan gode præstationer nemlig åbne nye døre på en højere hylde.

- Jeg tror ikke, det vil fylde noget mentalt, hvis der ikke er kommet en afklaring inden VM.

- Det kan både være godt og skidt, hvis der ikke er sket noget. Jeg kan stige i værdi, og jeg kan falde i værdi, siger Delaney.

Werder Bremens udmelding om forhandlinger med andre klubber er ifølge Delaney ikke udtryk for, at et klubskifte er lige oppe over.

- Jeg har ikke nogen kommentar til, hvem Werder Bremen forhandler med og hvornår. Der har ikke været noget nyt på det område i et stykke tid.

- Jeg bliver orienteret, når der sker noget. Det er ikke mig, der ringer og hører hele tiden, det er klubben og min agent, som tager fat i mig, når der er noget nyt, siger landsholdsspilleren.

Har du fået grønt lyst til at smutte fra landsholdslejren en eftermiddag, hvis der er ved at ske noget?

- Vi er ikke så langt fremme, at jeg har snakket med Åge (Hareide, red.) om det, siger Delaney.

Ifølge Bild er det en Premier League-klub, der forhandles med. Den engelske liga har Delaney tidligere talt varmt om, og det gør han stadig. 

Skal han skifte til England, skal det være til en bedre klub end Werder Bremen.

- Sigtekornet er rettet mod Premier League, men det er ikke nødvendigvis, der jeg skal skifte til. Jeg har sagt før, at jeg gerne vil spille i Premier League, og det vil jeg stadigvæk.

- Men det er ikke ligegyldigt, hvilken klub det er. Jeg kommer ikke til at skifte fra Werder Bremen for at tage et skridt ned sportsligt og et økonomisk skridt op, siger Thomas Delaney.

I januar 2017 skiftede han fra FC København til Werder Bremen.

Danmarks program under VM 2018

    1. Landsholdet samlet i Helsingør

      Søndag aften udtog landstræner Åge Hareide sin endelige VM-trup. Dermed er de 23 spillere, der skal repræsentere Danmark i Rusland, fundet. Se den danske VM-trup her.

    2. Landsholdet i Brøndby

      Pressekonference og træning på Brøndby Stadion.

    3. Danmark vs. Mexico

      VM-testkamp: Danmark vs. Mexico på Brøndby Stadion. Kampstart kl. 20.00.

    4. Afrejse til Rusland

      Landsholdet rejser til Anapa i Rusland, hvor holdet har base under VM.

    5. Landsholdet i Rusland

      Pressekonference og træning på Mordovia Arena i Saransk.

    6. Danmark spiller første VM-kamp

      Danmark og Peru mødes på Mordovia Arena i holdenes første gruppekamp ved VM. Kampstart kl. 18.00 dansk tid. Se kampen direkte på TV 2.

    7. Landsholdet i Rusland

      Pressekonference og træning på Samara Arena i Samara.

    8. Danmark spiller anden VM-kamp

      Danmark og Australien mødes på Samara Arena i holdenes anden gruppekamp ved VM. Kampstart kl. 14.00 dansk tid. Se kampen direkte på TV 2.

    9. Landsholdet i Rusland

      Pressekonference og træning på Luzhniki Stadium i Saransk.

    10. Danmark spiller tredje VM-kamp

      Danmark og Frankrig mødes på Luzhniki Stadium i holdenes sidste gruppekamp. Kampstart kl. 16.00 dansk tid.