Fodbold

- De har brug for en ny stemme, siger Zidane efter exit

Zinedine Zidane stopper som træner i Real Madrid.  Juan Medina / Ritzau Scanpix

Det kom som en overraskelse for Real Madrids præsident, Fiorentino Perez, at Zinedine Zidane ønskede at stoppe som træner i klubben.

For under en uge siden vandt Real Madrid Champions League. Nu skal de have ny træner. 

På et pressemøde har Zinedine Zidane torsdag annonceret sit stop i kongeklubben, hvor han på under tre år har vundet La Liga én gang og Champions League tre gange i træk, hvilket aldrig tidligere er sket. 

- Jeg har besluttet, at jeg ikke vil fortsætte som træner for Real Madrid. Det er et underligt tidspunkt, men holdet skal blive ved med at vinde, og de har brug for en ny stemme, en ny arbejdsmetode. Det er derfor, jeg har truffet min beslutning, siger Zinedine Zidane på pressemødet. 

- Jeg elsker klubben og præsidenten, som gav mig chancen for at spille og træne for klubben. Men alt ændrer sig, og det er derfor, jeg har truffet beslutningen om at forlade klubben, siger Zinedine Zidane. 

Selvom Real Madrid for nylig vandt Champions League efter en sejr over Liverpool i finalen, så var det ikke hans højdepunkt som træner i Real Madrid. 

- Hvis der er et højdepunkt som træner, så var det at vinde La Liga. Det var højdepunktet. I år har det værste øjeblik været, da vi tabte den anden kamp mod Leganés i Copa Del Rey. Jeg vil ikke bruge ordet, men I ved, hvad jeg mener, siger Zidane med henvisning til kongeklubbens overraskende exit fra pokalturneringen. 

Ikke farvel, men på gensyn

Zinedine Zidane har nu været i Real Madrid i to omgange. Første gang som spiller i fem år, og nu to og et halvt år som træner. Men det er ikke sikkert, at det er sidste gang, han har været ansat i Madrid. 

- Det er ikke en smuk dag, fordi det er en kompliceret ting. Jeg sagde, at jeg ikke fortsætter, men også at det ikke er nogen dårlig dag, fordi det er et 'hasta pronto' - et vi ses snart, ikke et farvel. 

Meldingen kom som en overraskelse, da franskmanden onsdag besøgte præsident Fiorentino Perez og fortalte om sin beslutning. 

- Det var en helt uventet beslutning, og i dag er en trist dag for mig og for alle, der arbejder for klubben. Det var hårdt, da han fortalte det, men vi er nødt til at acceptere det. Jeg prøvede at overbevise ham, men det er, som det er. Han ved, at han har vores kærlighed og støtte, siger præsidenten. 

Franskmanden havde på pressemødet ikke noget ønske om at tale om sin fremtid. 

- Hvad der skal ske nu, vil jeg ikke snakke om.

Zinedine Zidane har været træner i Real Madrid siden 2016, hvor han har vundet Champions League tre gange i træk. Franskmanden spillede selv i Real Madrid fra 2001-2006, hvor han nåede at 155 kampe og score 37 mål.