Fodbold

Real Madrid-spillere hylder Zidane efter farvel

Real Madrids Sergio Ramos sammen med Zinedine Zidane. Toshifumi Kitamura / Scanpix Denmark

Zinedine Zidane stoppede torsdag som cheftræner for Real Madrid, og spillerne hylder i kor franskmanden.

Der gik torsdag chokbølger gennem fodboldverdenen, da Real Madrids succesfulde cheftræner Zinedine Zidane meddelte, at han stopper som træner i klubben.

Zidane trådte til i januar 2016 efter fyringen af Rafael Benitez, og han har siden ført klubben til tre Champions League-titler på stribe, et mesterskab og to VM-titler for klubhold blandt andet.

Truppen fik først beskeden kort før pressemødet, og efterfølgende er mange af dem valfartet til tasterne med hyldest til deres nu tidligere cheftræner.

- Som spiller og som træner valgte du at takke af på toppen. Tak for to og et halvt enestående år. Din arv vil aldrig gå tabt - et af de mest succesfulde kapitaler i vores elskede klubs historie, skriver anfører Sergio Ramos på Twitter.

Også midtbanespilleren Isco, som ellers har savnet mere regelmæssig spilletid i denne sæson, sender en flot afskedshilsen til Zidane.

- Zidane, det har været en ære at arbejde sammen med dig, lære hver dag og vinde alt sammen. Du har formået at gøre dette hold historisk. Jeg ønsker dig alt det bedste, skriver Isco på Instagram.

Højrebacken Dani Carvajal, som blevet skadet i lørdagens Champions League-finale, takker Zidane for alt det, han har lært af ham.

- Jeg vil gerne takke dig for de to og et halvt år som vores træner. Du har været utrolig professionel - det samme har din stab.

- Jeg har lært meget som spiller og menneske under din ledelse. Jeg ønsker dig alt det bedste - og tak igen, skriver Carvajal på Twitter.

Midtbaneslideren Casemiro, som for alvor blomstrede op under Zidane, har også kun lovord tilovers for franskmanden.

- Jeg har ikke ord for, hvor meget du har betydet for det her omklædningsrum, for Real Madrid og fansene. Det har været en ære og et privilegium at have mit idol som træner, skriver Casemiro på Twitter.

Den tyske landsholdsspiller Toni Kroos er mere kortfattet.

- Tak 'Mister'! Det har været en fornøjelse, lyder det fra ham på Twitter.