VM fodbold

Speciel VM-trøje blev revet væk - også i Danmark

Nigerias trøje til VM i fodbold er blevet revet væk fra hylder og webshops.

Tre millioner forudbestillinger.

Nigerias VM-trøje til slutrunden i Rusland er den mest populære i landets historie, hvor efterspørgslen aldrig har været større. Det skriver det amerikanske medie ESPN.

VM-trøjen er så populær, at Nike hurtigt har måtte melde om alt udsolgt. Den kan ikke længere bestilles på deres hjemmeside.

Den spanske avis AS skriver, at trøjen kun nåede at være i handlen i tre minutter, før den var revet væk.

Se alle kampe fra VM på TV 2 PLAY

Revet væk i dansk webshop

Heller ikke herhjemme er trøjen umiddelbart til at skaffe. På den store handelsside Unisport, som sælger alverdens sportsudstyr og trøjer, kan Nigerias hjemmebanetrøje ikke findes.

Michael Burk, der er direktør for Unisport i Danmark, må ikke fortælle, hvor mange trøjer der er tale om, men at det ikke er småting.

- Nigerias trøje var den sidste, der blev udbudt fra leverandøren, fordi Nike var bange for kopivarer. Den blev sat til salg fredag og var fuldstændig udsolgt efter få timer. Forespørgslen var enorm, siger Michael Burk til TV 2 SPORT.

Han fortæller, at det var den trøje af alle, der blev hurtigst udsolgt, men at der også har været stor forespørgsel på Danmarks VM-trøjer samt Egyptens trøje med Premier League-topscoreren Mohamed Salah på ryggen.

Foran butikken på Oxfoord Street i London har køerne været lange for at få fat i Nigerias VM-trøje.

- De fortalte os, at Nigerias trøje er den bedst sælgende, fordi den er så unik, siger Shehu Dikko, der er vicepræsident for det nigerianske fodboldforbund, til ESPN.

Vicepræsidenten fortæller, at forhåndsbestillingerne ikke er direkte salg. Det er bestillinger fra butikker verden over, hvor trøjerne forventes at blive solgt inden for to år.

- De kan ikke producere dem uden bestillinger, og nogle af dem vil først blive leveret næste år. Men butikkerne har bestilt dem nu for at sikre, at de har nok på lager, så de ikke bliver udsolgt, siger Shehu Dikko.

Reference til 1994

Skaberne af Nigerias VM-trøje beskriver den som en subtil hyldest til nigerianernes VM-trøje fra 1994-trøje med den grønne torso og de sorte og hvide ’ørnevinger’ på ærmerne.

Nigerias landshold bliver kaldt for ’Superørnene’ og fik netop debut til VM-slutrunden i USA i 1994, hvor Nigeria tabte ottendedelsfinalen til Italien. Nigeria er aldrig nået længere, da de også tabte ottendedelsfinalen ved VM i 1998 til Danmark og VM i 2014 til Frankrig.

Nigeria er i gruppe D til VM, hvor modstanderne bliver Kroatien, Island og Argentina. Første kamp mod Kroatien er den 16. juni i Kaliningrad.