Nicklas Bendtner vraget - her er Danmarks endelige VM-trup
Landstræner Åge Hareide satte søndag navn på de 23 spillere, der skal med til VM.
Se ALLE kampe fra VM på TV 2 PLAY
De 23 danske landsholdsspillere, der den 11. juni sætter kursen mod VM i Rusland, er søndag blevet udtaget.
Det betyder samtidig, at landstræner Åge Hareide har været nødsaget til at meddele fire spillere, at de ikke kommer med til Danmarks første slutrunde i seks år. De fire spillere er: Peter Ankersen, Mike Jensen, Nicklas Bendtner, Andreas Bjelland.
- Jeg har set en fantastisk fin 27 mandsgruppe, så det har været svært at vælge nogen fra og sige, at de ikke skal til VM, siger Åge Hareide til DBU og fortsætter:
- De er selvfølgelig skuffede, men måden de tager det på er fantastisk.
I interviewet forklarer Åge Hareide, at Nicklas Bendtner og Andreas Bjelland ikke er med i truppen, fordi landsholdets stab har vurderet, at de to spillere ikke kan nå at blive deres respektive skader kvit inden slutrunden.
Nicklas Bendtner blev skadet i sin sidste kamp for Rosenborg, inden spillerne skulle samles i landsholdslejren i denne uge. Angriberen fik en skade i lysken, men var forud for samlingen fortrøstningsfuld i forhold til at blive sin skade kvit.
Fortrøstningsfuld var Andreas Bjelland også, men staben har altså vurderet, at han heller ikke når at blive sin lægskade kvit, som han har kæmpet med i løbet af foråret.
Landstræner Åge Hareide har hele tiden sagt, at han ikke ønsker at tage spillere med til slutrunden i Rusland, der kæmper med skader. Og det valg har han altså stået ved.
- Bendtner og Bjelland er ude, fordi vi tror ikke, at de når at blive klar til den første kamp mod Peru. Det bliver for tæt på. Den kamp er meget vigtigt, siger Åge Hareide til DBU.
Ingen af de to spillere var i aktion i lørdagens træningskamp mod Sverige.
Herunder kan du se Danmarks trup til VM 2018.
Målmand
- Kasper Schmeichel, Leicester
- Jonas Lössl, Huddersfield
- Frederik Rønnow, Brøndby/Frankfurt
Forsvar
- Andreas Christensen, Chelsea
- Henrik Dalsgaard, Brentford
- Jannik Vestergaard, Mönchengladbach
- Jens Stryger Larsen, Udinese
- Jonas Knudsen, Ipswich
- Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Huddersfield
- Simon Kjær, Sevilla
Midtbane
- Christian Eriksen, Tottenham
- Lasse Schöne, Ajax
- Lukas Lerager, Bordeaux
- Michael Krohn-Dehli, Deportivo La Coruña
- Thomas Delaney, Werder Bremen
- William Kvist, FC København
Angreb
- Andreas Cornelius, Atalanta
- Kasper Dolberg, Ajax
- Martin Braithwaite, Bordeau
- Nicolai Jørgensen, Feyenoord
- Pione Sisto, Celta Vigo
- Viktor Fischer, FC København
- Yussuf Poulsen, RB Leipzig