VM fodbold

Simon Kjær udgik med 'kramper over det hele' i VM-test

Simon Kjær udgik lørdag aften af VM-testkampen mod Sverige med krampe i begge lægge. Men landsholdsanføreren frygter ikke en skadespause.

Se ALLE kampe fra VM på TV 2 PLAY

Der blev rystet på hovedet, da Simon Kjær efter en times spil af VM-testen mod Sverige måtte lade sig udskifte. 

Landsholdets anfører tog hurtigt plads på bænken, hvor han fik sat is omkring begge sine lægge og kunne se den sidste halve time af kampen, der endte uden scoringer på Friends Arena i Stockholm. 

- Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Men der er ingen grund til at tage chancer. Jeg følte mig fit i 1. halvleg, men da jeg kom ud efter pausen, fik jeg kramper over det hele. Det var irriterende, for jeg ville jo gerne have minutterne, siger Simon Kjær til Kanal 5. 

Men landsholdsanføreren er ikke bange for, at det kommer til at gå ud over de kommende forberedelser til slutrunden. 

- Jeg ville gerne have spillet 90 minutter i dag, men jeg kan også mærke på mig selv, at jeg i princippet er der, hvor jeg skal være. Jeg føler mig godt tilpas, så jeg tager det også helt stille og roligt, siger Simon Kjær til TV 2 SPORT. 

- Det er uvant. Det er første gang, jeg har prøvet det. Kramperne kom lige før 2. halvlegs start. Hvis jeg havde fået det efter 80 minutter, havde det givet mening, men det her gav ingen mening, siger landsholdsanføreren videre.

Simon Kjær har i løbet af foråret kæmpet med en muskelskade, hvilket er årsagen til, at han ikke spillede særlig mange af Sevillas sidste kampe i sæsonen. Danskeren spillede dog fuld tid i holdets sidste kamp uden problemer. 

Derfor forventer 29-årige Kjær da også, at kramperne lørdag aften ikke kommer til at spille nogen stor rolle, når VM-forberedelsen fortsætter i næste uge. 

Danmark spiller den sidste testkamp inden VM på lørdag, når modstanderen er Mexico på Brøndby Stadion. En uge senere gælder det den første kamp ved VM mod Peru.