VM fodbold

Havde stjernerne været med, kunne Danmark måske have vundet VM i fodbold

Danmark havde i 50'erne og 60'erne spillere i de bedste klubber i udlandet, men de måtte ikke være med på landsholdet. Det kostede måske en VM-titel.

Et højt indlæg fra højre går over den brasilianske målmand Gilmar og forsvarsspilleren Bellini. Harald Nielsen kan selv afslutte med hovedet, men er for langt ude. I stedet møder han bolden med brystkassen og header den i svævet tilbage over Bellini til Henning Enoksen, som knalder bolden ind bag Gilmar. Det er den 10. maj 1960. Danmark har fem minutter før tid reduceret til 3-4 og jagter nu udligningen mod verdensmestrene fra Brasilien. De 52.000 tilskuere er i oprør, og begejstringen bærer danskerne frem, uden at der bliver scoret igen. Men vi har spillet lige op med Pelé og Garrincha.

Efter kampen siger den brasilianske landstræner Vicente Feola, at han glæder sig til at se Danmark til VM i Chile i 1962, og han bliver meget overrasket, da han hører, at det danske landshold ikke er tilmeldt kvalifikationsturneringen til VM. ’Hvorfor dog ikke? Kan dette ikke ændres?’

Adel forpligter

Moderne fodbold blev født i Storbritannien i midten af 1800-tallet og bredte sig herfra til resten af verden ad det britiske imperiums handelsveje med britiske søfolk og kontorister, som havde en fodbold med under armen. Det engelske fodboldforbund blev stiftet i London på Freemason’s Tavern i 1863. Danmark kom hurtigt med på vognen, og i modsætning til resten af verden rejste vi selv til England for at møde sporten - i høj grad båret af borgerskabets begejstring for alt engelsk efter det smertefulde nederlag til Prøjsen i 1864. Københavns Boldklub (KB) og Dansk Boldspil Union (DBU) blev i henholdsvis 1876 og 1889 den første klub og det første fodboldforbund på kontinentet, og i årene frem til Første Verdenskrig var dansk fodbold i forreste linje, hvilket udmøntede sig i sølvmedaljer ved De Olympiske Lege i 1908 og 1912.

Med en arbejdsuge på 60 timer var al sport fra begyndelsen begrænset til en lille overklasse, som kunne tillade sig at holde fri. Og man havde råd til at dyrke idræt uden at få noget for det. Professionalismen gjorde først sit indtog i engelsk fodbold i løbet af 1880’erne i takt med, at spillet bredte sig til arbejderklassen, hvor man var nødt til at se praktisk på tingene. Den udvikling nåede først til kontinentet i slutningen af 1920’erne, hvor lande som Frankrig, Spanien og Italien oprettede landsdækkende turneringer med professionelle spillere.

Danmarksturneringen begyndte nogenlunde samtidig – i 1927 – men her i landet kom det aldrig på tale at give eller modtage betaling at spille fodbold. Den britiske fodboldhistoriker David Goldblatt har i den banebrydende bog The Ball is Round. A Global History of Football skrevet, at det blev afgørende, at fodbolden var kommet til Danmark mere end 20 år før, spillet nåede til lande som Frankrig og Spanien. Man havde derfor taget fodbolden til sig på et tidspunkt, hvor amatørismen herskede i britisk fodbold, og det førte til, at amatøridealerne stak dybt hos de danske fodboldledere. I Danmark kunne man få penge for at danse ballet eller spille trompet i et orkester. Fodbold var for amatører.

I praksis betød det, at hvis en spiller skrev professionel kontrakt med en klub i udlandet, ville han for altid blive udelukket fra landsholdet, mens han skulle afsone en karantæne på to år, før han igen kunne spille for et dansk klubhold.

Som den tidligere landsholdsspiller og fodboldleder Nils Middelboe udtrykte det, ’så har vi her i KB aldrig rigtig kunnet forstå, at man skulle have penge for at dyrke sin hobby.’

Det gode selskab

Danmark fik som nævnt sølv ved De Olympiske Lege i 1908 og 1912, hvor holdet begge gange tabte finalen til de engelske amatører. Vi deltog også ved OL i Belgien i 1920, men tabte allerede i første runde til Spanien, som med spillere som Ricardo Zamora, José Samitier, José María Belauste og Pichichi i spidsen for første gang trådte ind på den internationale scene.

Kampen mod spanierne i Bruxelles og nederlag til Holland, Tjekkoslovakiet og Schweiz viste, at landsholdet blev kørt agterud i takt med den gryende professionalisme. Desuden afviste Den Internationale Olympiske Komité (IOC), at deltagerne ved OL kunne få udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det betød, at DBU ville få svært ved at få de bedste spillere med, og at man så skulle vælge spillere fra andet eller tredje geled til et hold, som i forvejen var andenrangs. Resultatet blev, at det danske fodboldlandshold undlod at deltage i de olympiske fodboldturneringer fra 1924 til 1936.

I protest mod IOC’s amatørbestemmelser vedtog det internationale fodboldforbund FIFA så at søsætte en VM-turnering for verdens bedste hold. Den første turnering blev afviklet i Montevideo i 1930, men her kunne Danmark jo heller ikke være med, da den turnering i sagens natur var for professionelle.

Svenskerne indførte en slags halvprofessionalisme, hvor spillerne for eksempel var ansat på det lokale savværk med udstrakt frihed til at spille fodbold. Og så fik de penge for at spille landskampe. For de danske landsholdsspillere var højdepunktet banketten efter de årlige landskampe mod de øvrige nordiske lande. Den store angrebsstjerne Pauli Jørgensen, som spillede på landsholdet i årene 1925-1939 skriver i sine erindringer Skyd – Pauli:

- Vi havde en speciel slagsang på vore DBU-ture: Vi amatører, vi amatører, vi går aldrig hjem, og vi gav den altid en ekstra snert, når vi sang den på steder, hvor svenske spillere eller ledere var til stede. Det var noget, de ikke rigtig kunne li’.

Til gengæld var de svenske fedtspillere med ved VM både i 1934 og 1938.

Overdrevet selvværd

Efter Anden Verdenskrig slækkede IOC på bestemmelserne om tabt arbejdsfortjeneste, og så trådte det danske fodboldlandshold igen ind i den olympiske fodboldturnering, hvor det endte med de berømte bronzemedaljer. Det er vel noget af det værste, der er sket for dansk fodbold, for det bekræftede os i forestillingen om at være de bedste blandt ligemænd. Danmark og Sverige – som vandt guld – var sluppet relativt uskadt gennem krigen, mens resten af Europa både menneskeligt og materielt lå i ruiner. Derfor har Danmark aldrig vundet så mange medaljer ved et OL: 5 guld, 7 sølv – og 8 gange bronze. Den ene af dem i fodbold.

Undervejs vandt danskerne med 5-3 over ’mægtige Italien’, som Knud Lundberg skrev. ’En af de største bedrifter i dansk fodbolds historie’. Noget af et selvbedrag, for det italienske hold bestod af sekunda-spillere. Der var for eksempel ikke en eneste spiller i truppen fra det berømte Torino-hold, som blev dræbt et halvt år senere i flyulykken på Superga-bjerget på vej hjem fra en kamp i Lissabon.

I semifinalen tabte Danmark 4-2 til Sverige, som kørte danskerne baglæns ud af banen, blandt andet fordi den tilbagetrukne svenske venstre wing Nils Liedholm fra egen banehalvdel blev ved med at spille bolden inden om den danske højre back til den lille Henry ’Garvis’ Carlsson, som splittede det danske forsvar til atomer. Men den kamp er gået i glemmebogen, og kun bronzemedaljerne står tilbage.

Udlængsel

Det hører dog med til historien, at det danske landshold efter et generationsskifte stillede med en meget talentfuld årgang. Det gjorde svenskerne også, og selv om de italienske amatører røg ud i kvartfinalen, havde turneringen havde åbnet verdens – og især italienernes – øjne for svensk og dansk fodbold. Resultatet blev, at 26 svenske spillere fra slutningen af 1940’erne til slutningen af 1950’erne skrev kontrakt med italienske klubber. De mest kendte var den berømte trio Gre-No-Li, Gunnar Gren, Gunnar Nordahl og Nils Liedholm, som kom til AC Milan. ’Garvis’ røg i øvrigt til Atlético Madrid.

I samme periode spillede 17 danskere – herunder 8 fra bronzeholdet – kortere eller længere tid i italiensk fodbold, hvor John Hansen, Karl Aage Hansen og Carl Aage Præst i flere sæsoner udgjorde et frygtet angreb i storklubben Juventus. Og mens svenskerne – med et helt nyt hold – vandt bronze ved VM i 1950 og sølv ved VM på hjemmebane i 1958, havde Danmark sat sig selv i skammekrogen ved slet ikke at være med. Vi deltog godt nok kvalifikationen til VM i 1958, fordi vores svenske broderfolk bad os om det. Men vi stillede op med et amatørhold, og resultatet blev derefter: To nederlag til både Irland og England, 0 point og en målscore på 4-13.

Det tabte VM

Nu er det ikke sikkert, at det havde hjulpet at have de professionelle spillere med i 1958, for på det tidspunkt var trafikken til udlandet stilnet af. Men i 1954 havde vi måske haft en chance for ikke bare at kvalificere os, men også at gøre en god figur ved VM.

Ovre i USA indspillede en ung Elvis Presley Blue Moon of Kentucky den sommer, og i Danmark nynnede folk med på Giro 413, Raquel Rastenni og Vovsen i vinduet. Tænk, hvis vi også havde sejlet op ad åen ved VM i Schweiz. Svenskerne røg uden professionelle ud i kvalifikationen efter 2-3 og 0-2 mod Belgien, men de var dog tilmeldt, og det samme var Norge – selv Finland var med.

Og vi kunne have stillet et slagkraftigt hold. Listen over danske spillere i Italien og de klubber, de spillede for i sæsonen 1953-54, er i hvert fald imponerende:

  • John Hansen, Juventus
  • Carl Aage Præst, Juventus
  • Karl Aage Hansen, Sampdoria
  • Johannes Pløger, Udinese
  • Jørgen Leschly Sørensen, Milan
  • Ivan Jensen, Bologna
  • Axel Pilmark, Bologna
  • Emil Walter Sørensen, Triestina
  • Helge Bronée, Roma
  • Niel Bennike, Genoa
  • Poul Aage ’Rassi’ Rasmussen, Atalanta

Samtidig var KB’s Per Alex Jensen på vej til Triestina, mens Køges Poul Erik Petersen satte sit navn på en kontrakt med Lille i Frankrig, hvor Kurt Nielsen (Marseille), Kaj Christiansen (Lyon) og Erik Kuld Jensen (Lyon) allerede spillede. Læg dertil hjemlige spillere som AGF’s Aage Rou Jensen og en godt nok aldrende Knud Lundberg (AB), der var selv om han var 34 år gammel i 1954, først spillede sin sidste landskamp to år senere.

Det ser godt ud på papiret. Om vi så kunne havde vundet VM, er en anden historie. Vi ville have stillet med det, nogle ville kalde ’et rutineret hold’ – flere af de danske spillere var i begyndelsen af trediverne. Og så var det var det VM med Puskás, Fritz Walter og det tyske mirakel i Bern, hvor Helmut Rahn seks minutter før tid sensationelt scorede sejrsmålet mod de uovervindelige ungarere. Desuden stillede Jugoslavien, Brasilien og Uruguay med meget stærke hold.

Hvad nu hvis? Vi får det aldrig at vide. Men der findes i danske fodboldkredse stadig folk, der mener, at de danske ledere burde i fængsel for at have kostet Danmark VM-titlen i 1954.

Sølv Harald

Efter Anden Verdenskrig blev OL en aflægger af Den Kolde Krig, og da USA ikke var særligt gode til fodbold, blev den olympiske fodboldturnering først og fremmest et anliggende for de østeuropæiske statsamatører med Ungarn, Sovjetunionen og Jugoslavien i spidsen. Og så de nordiske amatører. Ingen uden for denne snævre kreds regnede turneringen for noget. 

I 1960 blev det en dansk verdensbegivenhed, da landsholdet med circuit-træning og en rigtig landstræner vandt sølv ved olympiaden i Rom. DBU’s formand, Ebbe Schwarz, var dybt bevæget.

- I har kastet glans over det lille Danmark, siger han. Jeg vil bare takke jer – ikke alene på DBU’s vegne, men fra alt hvad der hedder dansk fodbold. Skal vi råbe hurra for dansk fodbold…

Hurra! Men de danske spillere var ikke med i det gode selskab og var ikke tilmeldt VM i 1962. De danske OL-spillere havde i et år levet som professionelle og skulle samtidig passe deres civile arbejde. I bogen Guld Harald beskriver journalisten Joakim Jakobsen, hvordan Harald Nielsen efter en af sit livs kampe – 4-3-kampen mod Brasilien op til OL – må forlade banketten for at nå Aalborg-båden klokken 23.15 med 32,50 kroner til billetten. Han skal møde på sin læreplads næste dag klokken 12, og her ser han i avisen, at brasilianerne hver har fået 100 dollars for kampen i København.

Efter olympiaden skriver sølvholdets Flemming Nielsen (Atalanta) og Jørn Sørensen (Metz) kontrakt med klubber i udlandet. Harald Nielsen, som brasilianerne har kaldt ren verdensklasse, tager til Bologna, hvor han to år i træk bliver topscorer i Serie A - og i 1964 scorer det sidste mål i playoff-kampen mod Inter om det italienske mesterskab. Sådan en mand ville have pyntet på ethvert landshold.

Den lange ørkenvandring

Som elsker af dansk fodbold gør man klogt i at gå forbi 1960’erne i stilhed. Højdepunkterne var den årlige svenskerlandskamp, som ikke gjaldt andet end æren, og det øjeblik hvor den kvindelige tamburmajor for Stævnets orkester gik strækmarch, så man kunne se op under skørtet, når hun rundede hjørnet nede ved de billige ståpladser på Hockeybanen. Ole Madsen måtte slide alene med sit hælspark mod Sverige i 1965. Okay, så var der Erik Dyreborgs fem mål mod Norge, sejren på 14-2 over mægtige Island og Danmarks bizarre deltagelse ved EM-slutrunden i 1964 efter at have besejret Malta, Albanien og Luxembourg. 0-3 mod Sovjetunionen og 1-3 mod Ungarn i slutkampene lyder mere jævnbyrdigt, end det var, og efter slutrunden indførte UEFA omgående en seedning for at forhindre en gentagelse af Danmarks lodtrækningsheld i kvalifikationen.

Med ungdomsoprør og en verden under forandring var tiden løbet fra en konservativ forestilling om fodbold som finkultur. Op til VM i 1966 gav DBU endelig efter og tilmeldte landsholdet, men ak. Vi blev sidst i en kvalifikationsgruppe med Sovjet, Wales og Grækenland (3 point i 6 kampe). I kvalifikationen til VM i 1970 sluttede vi som treer, efter Ungarn og Tjekkoslovakiet, men vi vandt da 2-0 over Irland.

Efter de dårlige resultater tog DBU’s ledelse en dyb indånding og tillod i 1971, at Danmark indkaldte fem udlandsprofessionelle til EM-kvalifikationskampen mod Portugal. Nu ville verden opdage, hvor gode vi var, når vi stillede med de bedste.

Da radiotransmissionen fra Porto sluttede halvanden time senere, havde Danmark tabt med 5-0. Spillerne havde lige akkurat nået at hilse på hinanden, før de gik på banen. Fodbold-Danmark græd sig i søvn den nat.

Endelig

Man skal kysse mange frøer, før man møder prinsen eller prinsessen. Kvalifikationen til VM i 1974, 1978 og 1982 glippede også. Men nu havde vi fået en tysker med på holdet, og vi bankede Dino Zoff de senere verdensmestre fra Italien med 3-1 i Idrætsparken. 3-1. 

Mange af vores bedste spillere toppede, før toget kørte med 80’er-holdet – Per Røntved, Henning Jensen, Ulrik le Fevre og Kresten Bjerre. Sepp Piontek satte sig igennem over for DBU’s støvede ledelse og fik afskaffet den oldnordiske idé om at landsholdet skulle udtages af en komité af fodboldledere med vekslende indsigt i spillet. Og så kunne han råde over en af de bedste landsholdsgenerationer gennem tiderne – det er overflødigt at nævne navne – og med dem tonede det danske fodboldlandshold rent flag. Med 70 års forsinkelse.

Undervejs er vi gået glip af flere fantastiske landshold, end man orker at tænke på. Vi er stadig ikke blevet verdensmestre, men vi spiller i det mindste med om det. Amatørerne er gået hjem.