VM fodbold

Polsk nøglespiller skadet under træning - nu kan han misse VM

Forsvarskæmpen Kamil Glik er tvivlsom til VM efter han har pådraget sig en skade.

Det var måske overmod, da den polske forsvarsspiller Kamil Glik forsøgte sig med et saksespark til træningen med landsholdet.

I hvert fald endte forsøget med en skade i skulderen og en tur på hospitalet, hvor der skulle foretages en række tests.

Det er endnu usikkert, om Glik kommer til at misse VM i Rusland på baggrund af skaden, men han er med i Polens trup, som mandag blev udtaget af landstræneren Adam Nawalka. Skulle det ende med et afbud, bliver afløseren Stuttgart-spilleren Narcin Kaminski.

- Hvis det viser sig, at Kamil (Glik, red.) ikke kan spille, vil det være et stort tab for vores hold. Men vi skal ikke give op, vi må ikke gå ned. Vi må fortsætte med at kæmpe, og så skal det nok gå, siger anfører Robert Lewandowski til TVN24.

Kamil Glik har været en nøglespiller på det polske landshold, og det vil derfor være et stort tab, hvis soloulykken til træningen ender med at koste deltagelsen ved VM.

Den 30-årige forsvarskæmpe skiftede til Monaco for to sæsoner siden efter et længere ophold i Serie A-klubben Torino. Tidligere i karrieren har han spillet en enkelt sæson i Real Madrid.

Polen åbner VM mod Senegal den 19. juni.

Foto: