FIFA VM 2018

Derfor valgte Hareide at sortere Bjelland fra VM-truppen

Landstræner Åge Hareide har sammen med sin stab vurderet, at Andreas Bjelland ikke kunne nå at blive klar til Danmarks første VM-kamp mod Peru.

Det var en skuffet Andreas Bjelland, der søndag kunne konstatere, at han ikke skal med til VM i fodbold. Han var ikke med i den 23 mand store trup, som landstræner Åge Hareide udtog.

Efterfølgende har Bjelland via en pressemeddelelse udtalt, at han er uenig i landstrænerens beslutning, og at han føler sig klar efter den skade, der ellers har voldt ham problemer under landsholdets samling forud for VM.

Landstræner Åge Hareide tager Bjellands kritik med ro.

- Han har vel brug for at lufte sine følelser, men det, som er vigtigt at understrege er, at det er mig, der har ansvaret for, at Bjelland ikke er med, og jeg har vurderet det ud fra helheden, fortæller Åge Hareide til TV 2 SPORT.

- Det ene er, at han blev skadet på første dag i sit venstre lår, og det gjorde, at han ikke kunne sparke til bolden helt frem til sidste søndags træning. Der sparkede han lidt til bolden og lavede små afleveringer.

Få minutter i Brentford

Selvom Andreas Bjelland altså var på vej tilbage efter sin skade, mener landstræneren ikke, at Bjelland kunne nå at blive helt klar til Danmarks første kamp ved VM mod Peru. Forud for landsholdssamlingen var det ikke blevet til mange spilminutter i klubben Brentford.

Han udgik med en skade den 10. marts og har derefter kæmpet for at blive klar til VM.

- Han havde kun spillet to og en halv kamp på tre måneder, og så skal du lave en vurdering. Han har kun spillet så lidt, men er alligevel med i bruttotruppen, fordi han har gjort det godt for landsholdet tidligere.

- Han har spillet godt sammen med Simon Kjær i midterforsvaret, og er blevet valgt foran Premier League-spillere som Mathias 'Zanka' Jørgensen og Andreas Christensen - og også Jannik Vestergaard fra Bundesligaen. Men med så lidt spilletid, var der en risiko, siger Hareide.

Nordmanden har hele tiden insisteret på, at alle VM-spillere skulle være helt klar til den første kamp mod Peru, og det vurderede han ikke, at Bjelland kunne nå.

- Først skulle han blive klar efter skaden, og så skulle han have kamptræning. Han ville ikke være i stand til at være i truppen til Peru og heller ikke til Mexico. Det er den besked, som jeg fik, siger landstræneren.

Heller ikke Nicklas Bendtner, der også døjer med en skade, blev udtaget til Hareides VM-trup.