VM fodbold

Det er noget af det sværeste som træner, siger Hareide om fravalg af spillere

Åge Hareide måtte søndag meddele fire spillere, at de ikke kommer med til VM. Noget der langt fra var let for landstræneren.

De var 27 i sidste uge, men i denne uge er der kun 23 tilbage. 

Landstræner Åge Hareide skulle søndag skuffe fire håbefulde landsholdsspillere med beskeden om, at de ikke kommer med Danmark til VM i Rusland 2018.

En opgave der uundgåeligt hører med til rollen som landstræner, men som nok aldrig kommer til at høre til den sjove part af jobbet.

- Det var hårdt at snakke med de spillere, man skulle vælge fra og fortælle, at de ikke skal med til VM. Det er noget af det sværeste som træner, siger landstræner Åge Hareide til TV 2 SPORT.

For selvom landstræneren har en professionel tilgang til sin rolle, forstår han udmærket den store skuffelse, man må stå med som fravalgt spiller kort tid inden starten på et VM.

- Man fratager spilleren en mulighed, som han måske har drømt om længe. Og de har været med på holdet, der har skaffet Danmark til VM. Det er synd.

Det har været sværere for landstræneren at meddele spillerne sit valg, end han i første omgang havde forventet.

- Som mennesketype har jeg et godt forhold til de fleste af mine spillere. Jeg er tæt på dem og snakker med dem om mange ting.

- Jeg kan lide alle sammen, og det er problemet, når man skal vælge nogen fra. Man opbygger en vis kærlighed til sine spillere, og man ønsker dem alt godt, når de spiller klubkampe. Og så skal man sige til dem, at de ikke skal til VM. Det er ikke det hyggeligste.

En af de fravalgte spillere er Andreas Bjelland. Tirsdag brød han tavsheden efter udtagelsen af truppen, og han mener ikke, at landstræneren har taget den rigtige beslutning i forhold til at vælge ham fra.

- Jeg er utrolig skuffet og ked af den manglende udtagelse. Jeg må respektere trænerens beslutning, selvom jeg slet ikke er enig. Jeg trænede fuldt med søndag og kom fint igennem, fortalte han i en pressemeddelelse.

Det var en skade hos Bjelland, der fik Hareide til at vælge ham fra til truppen. Det samme gjorde sig gældende med Nicklas Bendtner, der dog indtil videre har valgt at forholde sig tavs.

Imens kan landstræneren glæde sig over, at der ikke skal sorteres flere spillere fra. De 23 mand, der skal repræsentere Danmark, er udvalgt og klar, når landsholdet om ti dage møder Peru i deres første gruppekamp ved VM i Rusland.