FIFA VM 2018

Medie: Kjær og DBU i pengestrid lige før VM

Arkivbillede af Simon Kjær.

En Simon Kjær-reklame har ifølge Politiken skabt uenighed om 500.000 kroner mellem DBU og anføreren.

Med ni dage til Danmarks første kamp ved VM-slutrunden i fodbold har en juridisk tvist og et krav på en halv million kroner skabt uro i landsholdslejren. 

Det skriver Politiken på baggrund af fire kilder uafhængigt af hinanden.

Årsagen er, at anfører Simon Kjær har optrådt i en reklame for spilleselskabet Nordicbet iført rød t-shirt og hvide shorts. 

Dansk Boldspil-Union (DBU) mener, at det er et brud på den aftale, som landsholdsspillerne og forbundet har indgået efter store uenigheder.

Groft sagt er Simon Kjær fri til at være reklamesøjle for Nordicbet eller andre firmaer, så længe han gør det som privatperson. 

Men hvis han optræder som landsholdsspiller, er det omfattet af aftalen, der giver DBU ret til at udnytte nationalmandskabets kommercielle rettigheder - og på betting-området har Danske Spil allerede købt sig ind som partner.

Derfor mener fodboldforbundet, at Simon Kjærs rød-hvide reklame for Nordicbet er i strid med kontrakten, som Spillerforeningen har indgået på vegne af landsholdstruppen.

- Det har jeg ingen kommentarer til - jeg fokuserer på de kampe, jeg skal spille ved VM, siger Simon Kjær til Politiken.

Ifølge Politikens oplysninger har kravet fra DBU skabt vrede blandt spillerne i VM-truppen. Deres utilfredshed retter sig mest af alt mod timingen. 

Med kort tid til slutrunden i Rusland ønsker de at koncentrere sig om fodbold, og de føler, at ledelsen i DBU gør det vanskeligere ved at lægge sig ud med anføreren.

- Vi ønsker ikke at kommentere på konkrete sager, da det kan påvirke sagernes forløb, skriver DBU's kommercielle direktør, Jesper Lind Andersson, i en mail og tilføjer:

- Vi ønsker på ingen måde at skabe uro omkring VM-forberedelserne, tværtimod er vi rigtig ærgerlige over disse sager. 

- Men hvis der er kampagner, der overtræder VM-holdets kommercielle rettigheder, bliver vi nødt til at reagere med det samme - ellers svigter vi både spillerne og de kommercielle partnere.