Fodbold

Nadim blev den store profil i sikker dansk sejr

Nadia Nadim var med to mål den helt store oplevelse. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Nadia Nadim var med to mål i fokus efter en turbulent dag, da Danmark slog Ukraine i VM-kvalifikationen.

Nadia Nadim var i vælten fredag omkring det danske kvindelandshold i fodbold. 

Først på dagen var angriberen via sin bogudgivelse hovedpersonen i kritik og debat om striden mellem Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) i fjor.

Senere fredag spillede Nadim så en hovedrolle, da Danmark ude slog Ukraine 5-1 i VM-kvalifikationen. 

Her scorede Nadim to gange i sejren, som betyder, at Danmark har 12 point på andenpladsen i gruppen efter Sverige, der topper med 15 point. 

Nadia Nadim var trods debat og modsvar fra kollegerne på landsholdet med i startopstillingen, og det kunne landstræner Lars Søndergaard glæde sig over efter seks minutter. 

Her bragte Nadim Danmark foran 1-0, da hun headede en frisparksbold fra Pernille Harder i mål. 

Danmark var toneangivende i første halvleg, og Nadia Nadim kunne også have øget til 2-0. 

Det blev i stedet anfører Harder, der efter 33 minutter fik lov at løbe længe med bolden, inden Wolfsburg-stjernen bankede den i mål fra distancen til 2-0-føring. 

Kort inde i anden halvleg trak Nadia Nadim et straffespark, som hun selv omsatte til 3-0. 

Et kvarter før tid blev Danmark tildelt endnu et straffespark, men denne gang misbrugte Nadia Nadim muligheden. 

I stedet blev det 4-0 ni minutter før tid, da Harder fandt Sanne Troelsgaard, som vippede bolden i mål. 

I overtiden brændte det på foran Ukraines mål, men hjemmeholdet fik efter sløseri lov at reducere til 1-4 i overtiden, hvor Sanne Troelsgaard også øgede til 5-1. 

I en artikel i Politiken udtrykte Nadia Nadim tidligere fredag kritik af Spillerforeningens direktør, Mads Øland, i forbindelse med konflikten mellem spillerne og DBU i 2017. 

I bogen med titlen "Nadia Nadim - Min historie", skriver fodboldspilleren:

- Vi endte som kastebold i en machokamp mellem Mads Øland på den ene side og DBU's bestyrelse på den anden.

- En kamp, hvor det handlede om, hvem der havde de største muskler. Ikke om kvindelandsholdet. Vi skulle have haft en anden forhandler.

Konflikten i fjor betød, at Danmark udeblev fra VM-kvalifikationskampen mod Sverige og blev taberdømt 0-3. 

Dermed gjorde danskerne vejen til VM sværere, da kun gruppevinderen er sikret deltagelse, mens de fire bedste gruppetoere i de syv grupper skal spille playoffkampe om at kvalificere sig.