VM fodbold

Sistos morgenritual er ikke som så mange andres

Landsholdsspilleren Pione Sisto er detaljernes mand. Lige siden han var lille, har de små detaljer haft stor betydning for ham.

Du bemærkede det måske, da Pione Sisto kom på tavlen mod Panama i marts. Celta Vigo-spillerens første mål i den danske landsholdstrøje blev scoret med ubundne snørebånd og uden sål.

Han forklarer det selv med, at han bare forsøger at mærke efter, hvad der føles godt, og sådan har det faktisk forholdt sig i mange år. Bedst kommer det til udtryk med netop hans fodboldstøvler.

- Jeg kan godt lide små detaljer. Det har haft stor betydning for mig, siden jeg var lille. Det har altid været det, jeg har været opmærksom på, og det er jeg også i dag, siger Pione Sisto til TV 2 SPORT.

Frisk luft kommer før mobilen

Sisto skiller sig også ud fra mange andre på et andet punkt.

- Jeg går udenfor. Det er den første ting, jeg gør, når jeg står op. Ingen mobil eller noget som helst. Det er ikke normalt, siger Sisto og peger med et smil på TV 2 SPORTs reporter for at understrege, at han har ret.

- Alle plejer at tage mobilen først, siger han.

Det kan du godt styre?

- Det er selvfølgelig tilvænning. Man er afhængig af den mobil, så det tager jo lidt tid, siger Pione Sisto.

23-årige Sisto har også en miniudgave af en foam roller - en skumrulle - med i landsholdslejren. Den bruger han til at give sig selv massage, så han ikke er afhængig af en fysioterapeut.

- Jeg ruller de steder, hvor jeg er lidt øm, og hvor jeg er lidt stiv. Og der tager jeg lidt fat. Det gør faktisk pisse ondt, men det er meget godt efter, siger Sisto.

- Det kan være lidt hårdt at træne hver eneste dag og spille kamp to gange om ugen, så det er meget fint, at man bare kan gøre det inde på et værelse i stedet for hele tiden at have en fysioterapeut ved siden af.

Beskytter sin krop mod falsk lys

Og så er der det med brillen. Sisto går af og til rundt med røde briller, der har et helt bestemt formål.

- Jeg går rundt med briller nogle gange for at blokere sådan noget lys, som det dér. Det kan godt være lidt skarpt, siger Sisto og peger på en lampe i loftet.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller går også ture for at få frisk luft.

Følg Pione Sisto og Danmark ved VM. Du kan se samtlige VM-kampe direkte på TV 2 PLAY.