21-årig Superliga-back overvejer karrierestop
21-årige Mikkel Hedegaard har været hårdt ramt af hjernerystelser. Nu overvejer han, om han er nødt til at opgive sin fodbolddrøm.
Mens de fleste Superliga-spillere for tiden fokuserer på at holde ferie eller finpudse formen frem mod den kommende sæson, er det mere alvorlige tanker, der fylder hos den 21-årige SønderjyskE-back Mikkel Hedegaard.
Hele fire hjernerystelser som seniorspiller har sat sine spor. Hedegaard har blandt andet døjet med meget hovedpine, ligesom han har svært ved at læse lange tekster på en skærm og huske navne. Og i april fik backen sig for alvor et chok under en træning, da han var udlejet til FC Fredericia.
- Jeg fik det pludselig sindssyg dårligt og måtte lægge mig ned. Alt kørte rundt i hovedet på mig, og pludselig lå jeg i en ambulance, siger Mikkel Hedegaard til TV 2 SPORT.
På sygehuset i Kolding fik Hedegaard at vide, at det var hans hjernes måde at sige fra efter alt for mange hjernerystelser.
- ’Nu skulle jeg virkelig begynde at tænke mig om’. Det var den besked, jeg fik af lægerne, siger Hedegaard.
- Forfærdeligt at overveje karrierestop
Siden den dag i april har højrebacken holdt sig i ro. Han er nu tilbage i SønderjyskE, hvor tankerne hver eneste dag handler om én ting – nemlig om fodbolddrømmen må begraves.
- Lige nu er jeg ikke der, hvor jeg sidder og siger, jeg vil opgive fodbolden. Men overvejelserne om at stoppe er i min krop. Jeg vil ikke have hovedpine resten af mit liv, siger Hedegaard og fortsætter:
- Hvad hvis jeg får en hjernerystelse mere og måske er helt færdig? Jeg kan ikke tilgive mig selv, hvis jeg skal sidde og kigge ind i en hvid væg resten af livet. Jeg vil også godt fungere uden for banen. Men samtidig kan jeg heller ikke tilgive mig selv, hvis jeg stopper med at spille fodbold.
For tanken om et alt for tidligt karrierestop er i den grad noget, der fylder i Hedegaards hverdag.
- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, jeg skulle overveje sådan noget som 21-årig. Jeg får en klump i halsen, når jeg og tænker og evaluerer. Bare det at skulle overveje at stoppe er helt forfærdeligt, fortæller Hedegaard til TV 2 SPORT.
Opstart skal give svar
Om ti dage har SønderjyskE første træningspas forud for den kommende Superliga-sæson. Her er planen, at Hedegaard vil forsøge at starte stille og roligt op. Og selvom Hedegaard normalt er kendt som en hård og frygtløs fodboldspiller, frygter han alligevel, hvordan han vil reagere, når han for første gang skal ind i en nærkamp eller forsøge at vinde en hovedstødsduel.
- Førhen har jeg aldrig været nervøs. Heller ikke efter de to første hjernerystelser. Men efter den tredje, hvor jeg støder sammen med Poul Onuachu oppe i Midtjylland, begyndte jeg alligevel at tænke lidt over tingene. Jeg havde det virkelig skidt, og jeg kunne ikke huske noget. Det gjorde mig virkelig nervøs, siger Hedegaard.
Samtidig er backen, der har kontrakt med SønderjyskE frem til 2020, langt fra naiv. For med en aggressiv spillestil, hvor en hård duel normalt er velkommen, er der stor risiko for, at en femte hjernerystelse hurtigt kan blive en realitet.
- Jeg tror ikke på, jeg kan spille de næste 12-14 år uden at få endnu en hjernerystelse. Det ville være naivt, når jeg allerede har haft så mange. Og det er det, jeg tænker på hver eneste dag. Hvad nu hvis jeg får én til? Jeg vil jo ikke have flere mén, end jeg allerede har. Og jeg vil for alt i verden ikke derud, hvor jeg ikke længere har et valg, siger Mikkel Hedegaard.
Den 21-årige spiller, der har fået sin fodboldopdragelse i netop SønderjyskE, fortæller, at han har en god dialog med sportschef Hans Jørgen Haysen omkring situationen og opstarten om ti dage.