VM fodbold

Braithwaite kalder sig selv 'fantastisk god'

Med et stærkt indhop mod Mexico har Martin Braithwaite meldt sig ind i kampen om en startplads i det danske angreb.

Se samtlige VM-kampe på TV 2 PLAY

Hvor god er Martin Braithwaite i øjeblikket?

- Han er fantastisk god, han er i toppen. Jeg har peaket på det rigtige tidspunkt. Jeg har kæmpet rigtig hårdt for at komme hertil, og det vil jeg fortsætte med, så jeg står rigtig skarpt i næste uge, når det går løs, svarer Bordeaux-angriberen prompte.

I sidste test mod Mexico kom Martin Braithwaite på banen efter pausen, hvor han var toneangivende fra første minut. Med sine lynhurtige fødder og store mod på at udfordre var han en evig trussel for mexicanernes højre forsvarsside, der for alvor blev sat på prøve af angriberens energiske indhop. 

- Jeg er den type, der udfordrer, og det lykkedes i dag. Det er ikke en tilfældighed, men noget jeg arbejder meget på, og i dag havde jeg et vist ansvar. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle gøre en forskel, fortæller den 27-årige indskifter og opsummerer:

- Jeg lykkedes med de ting, jeg gerne ville. Holdet lykkedes generelt godt offensivt. Det var en god anden halvleg.

Vil gøre en forskel for sit land

Martin Braithwaite afløste Pione Sisto i venstre angrebsside, efter sidstnævnte havde leveret en sløj indsats i første halvleg. Om, Braithwaites opløftende indsats har været nok til at slå Sisto af pinden, er endnu uvist, men en ting er sikkert. Den tidligere Esbjerg-angriber tager ikke til Rusland for at sidde på bænken.

- Som fodboldspiller spiller jeg altid for at starte inde, men det er Åge, der bestemmer. Han ved, hvilke typer han har på holdet, og han ved, hvilke typer han har brug for fra start, så det styrer han. 

Står det til Bordeaux' danske angriber, er han ny mand i Åge Hareides startopstilling, når Danmark indleder VM mod Peru den 16. juni. 

- Jeg føler selv, at jeg er klar til at starte inde, men samtidig spiller jeg for mit land. Det er en VM-slutrunde, og det er træneren, der bestemmer. Jeg føler mig som en soldat. Når du skal i krig, lytter du til den øverste i hierarkiet, og det er træneren. Jeg vil bare gerne gøre en forskel for mit land og hjælpe til, at vi vinder. Og jeg tror, det er vigtigt, at alle har den mentalitet, når vi går ind til en slutrunde, siger Martin Braithwaite.

Det vil i så fald med stor sandsynlighed være Pione Sisto, der ikke skal spille. Men det ser Sisto naturligt nok ingen grund til.

- Jeg kan ikke se, hvorfor Åge skulle gøre noget andet. Det var det her hold, som formåede at vinde, og vi har spillet med det samme hold temmelig længe. Jeg kan mærke, at det går bedre, når jeg spiller på et hold, der spiller med de samme spillere, og det tror jeg også, at Åge kan mærke, siger Sisto.

Mod Mexico fik Sisto et lille slag på akillessenen, som i få minutter voldte ham problemer, inden han kunne løbe videre.

Tidligere i foråret holdt akillessenen ham ude af kampe for Celta Vigo, og frygten for en ny skade i samme område kan være medvirkende til, at Sisto lørdag blev skiftet ud i pausen, vurderer han.

- Det var ikke i mit eget kald, at jeg blev skiftet ud, det var Åge, som sagde det. Som spiller vil man gerne i gang og tænker ikke så meget over, at man får et slag. Bagefter kan man godt se, at det var bedst at komme ud, siger Sisto.

Samtidig beroliger han med, at akillessenen kun er hævet, og at den ikke vil bringe ham i fare i forhold til at misse VM-premieren lørdag mod Peru.