Dansk sejr giver genlyd hos kommende VM-modstandere
Medierne i Australien, Peru og Frankrig har især bidt mærke i, at Christian Eriksen er tilbage i storform på det danske hold.
Det danske fodboldlandshold sikrede sig et selvtillidsmæssigt rygstød frem mod VM i Rusland, da det lørdag aften blev til en 2-0-sejr over Mexico hjemme på Brøndby Stadion.
Ligesom det er tilfældet i Danmark, bliver der holdt øje med de kommende modstandere ved VM blandt holdene i gruppe C, som Åge Hareides tropper er placeret i. De andre hold er Australien, Peru og Frankrig.
Vi har været en tur forbi de tre nationers medier for at se, hvad de skriver om den danske sejr:
- Efter at have skudt med blankt mod Chile og Sverige var det en meget mere lovende, offensiv præstation fra Åge Hareides mænd, der scorede to lynmål i anden halvleg ved Yussuf Poulsen og Christian Eriksen.
- Med Tottenham-dynamoen Eriksen tilbage som holdets dirigent, viste Danmark deres bedste angrebsspil hjemme mod et rutineret mexicansk hold, skriver socceroos.com.au.
I Peru har man stort fokus på især Christian Eriksen, der var tilbage efter at have været ude mod Sverige, fordi han skulle være far.
- Eriksens mål efterlader Danmark helt klar til debuten i Rusland. Midtbanespilleren vil være til stede i braget mod Peru. Danmark stillede med de bedste spillere, og havde et halvt dusin chancer i første halvleg, men brændte på Ochoa, skriver den peruvianske sportsavis El Bocon.
Avisen noterer sig også det flotte mål fra Yussuf Poulsen.
- Det første mål kom fra Poulsen, der stjal bolden, fikserede to forsvarsspillere og så sendte han bolden ind med venstrebenet.
Den store franske sportsavis L'Equipe hæfter sig ved et solidt dansk forsvar og Poulsens flotte scoring.
- Frankrigs modstander i gruppespillet, Danmark, spillede den fjerde kamp uden at lukke mål ind mod Mexico. De dominerede grundlæggende, men vikingerne fejlede foran Ochoa. Til sidst var det Yussuf Poulsen, der fandt en revne i forsvaret med en eminent sekvens, hvor han driblede forbi Salcedo og krøllede et skud med venstre lige op i hjørnet, skriver L'Equipe.
Danmark spiller første kamp ved VM mod Peru. Det er den 16. juni klokken 18.00, og kampen kan ses på TV 2.