FIFA VM 2018

Måske det smukkeste nederlag, Danmark nogensinde har lidt

TV 2 SPORTs kommentator Flemming Toft husker tilbage på det måske smukkeste nederlag, et dansk landshold nogensinde har lidt. Det var ved VM i 1998.

Man kan fornemme den umiskendelige duft af lavendel i Provence. Mest markant, hvor vejen smyger sig gennem et landskab, der yderligere fremviser druer på stilke på landevejen D 559. Den går fra Bandol til Saint-Cyr-sur Mer, og stort set midtvejs toner Hotel Fregate nærmest majestætisk frem.

Det var her, landsholdet boede under VM-slutrunden 1998. Et nøje udvalgt sted med pragtfulde omgivelser, vinmarker og en eksklusiv golfbane. Og på et hotel, der lænede sig op ad et domæne, der havde for vane at presse druerne glasklare.

Den daglige træningsbane lå i Toulon og enkelte gange i havnen i Bandol. Den danske trup var indhyllet i det, der kunne give resultater. En VM-slutrunde 12 år efter den første i Mexico.

Danmark havde en flink svensker som landstræner. Flinke, høflige og smilende Bo Johansson, der sjældent sprang til de direkte gloser, men pænt og nydeligt pakkede tingene ind. Og selvom han var mere syrlig, kald det bare vred, efter '98-forårets skingre resultater i testkampene op til VM, så udtog han 22 spillere uden overraskelser.

- Sikke noget lort

Landsholdet havde vundet i Skotland i marts efter en svag indsats. Paradoksalt nok på et mål af Brian Laudrup, der havde kontroverser med den klub, han måske havde størst succes hos i sin karriere, Glasgow Rangers. Det endte senere med et brud efter fire fantastiske Laudrup-år - og nu lavede han altså det danske sejrsmål på sin hjemmebane.

Herefter fulgte nederlag til Norge (0-2) og Sverige (0-3), pressen tog grovfilen frem, Peter Schmeichel sagde til mig de præcise ord efter blamagen i Malmø: “Sikke noget lort”. Mens andre og ikke mindst 'Bosse' lagde låg på.

Turen gik så til Provence efter et nyt nederlag til Cameroun og ny skepsis rundt om landsholdet. Mange skreg på Thomas Gravesen i mangel af “eksplosion” i truppen, men landstræneren fastholdt sine navne på sin egen, dramaløse facon.

Forude ventede Saudi-Arabien, Sydafrika og værtsnationen Frankrig - i Lens 1021 kilometer nordpå, Toulouse 500 kilometer vestpå og Lyon direkte nord på.

Dagbog med Schmeichel

Bo Johansson var en pæn mand. Han tillod rigtig meget overfor sine spillere, måske for meget. I hvert fald fik jeg "lov" til at lave en såkaldt videodagbog med Peter Schmeichel, der med sine 100 landskampe og titlen 'verdens bedste målmand' havde tyngde udover de plus 100 kilo.

TV 2 havde ikke senderettighederne, som Danmarks Radio havde aftalt at dele med TV 3. Så vi var med på sidelinien og skulle finde på. Det gjorde vi med et pænt reportagehold og Jan Mølby som ekspert. Ham skulle jeg lege med. Men jeg fik altså også aftalt denne videoseance med Schmeichel.

Jeg troppede op på landevejen overfor Hotel Fregate 5-6 gange under slutrunden, og så kom den lange målmand spadserende. Vi trådte ind i vinmarken og lavede optagelserne, hvor Peter fortalte om dagligdagen i lejren. Ganske hyggeligt og helt udenfor nummer, at en af spillerne fik lov til den slags. Men jeg tror faktisk ikke, at han havde talt med 'Bosse' om det. Ingen greb ind, selvom de ikke kunne undgå at vide, hvad der foregik.

Hvis Peter (Schmeichel, red.) mener, at Danmark spillede bedre end andre danske VM-hold, så kan jeg godt forstå, han er blevet målmand

Preben Elkjær Larsen

Første kamp foregik så langt nordpå, som man kunne komme. Lens, helt deroppe hvor vi nærmer os Belgien. De danske journalister tog TGV-toget, der på knap syv timer i en helvedes fart nåede de 1000 kilometer. Vi blev hentet i bus og kørt til hotellet i den lille by. Da vi kom frem, var det til tonede ruder og udstigning ad bagvejen. Vi havde nemlig booket samme hotel, som Danmarks første VM-modstander, Saudi-Arabien. Og det ville ikke passe oliedrengene, at der boede danske journalister på deres hotel.

Ind kom vi, men blev dog opdaget. I første omgang ingen reaktion fra de saudiske ledere, men til gengæld en helvedes ballade og mistænkeliggørelse, da det viste sig, at samtlige Saudi-spilleres hotelværelser var blevet tømt for (guld)værdier, mens de spillede mod Danmark. Og havde tabt også den kamp - 0-1 (Marc Rieper). Det skal lige tilføjes, at også enkelte tv-journalister havde haft besøg på deres værelser.

Spøgelset fra 1986

Bo Johansson havde ændret på to pladser i forhold til den skuffende farvelkamp mod Cameroun. Søren Colding og Michael Schjønberg var med på bekostning af Rene Henriksen og Jan Heinze. At sidstnævnte var fravalgt gav løftet stemmeføring fra den lille mand. “Hold kæft, jeg er skuffet. Jeg har spillet samtlige kampe under Bo Johansson og så dropper han mig til den første VM-kamp”.

Tonen var skarp også fra kritikkerne, der stadig ikke syntes om det danske spil. Det fik Peter Schmeichel til at råbe mere op, end han ellers gjorde. Især langede han ud efter to fra 86-holdet, Preben Elkjær og Søren Lerby, der på hver deres tv-station havde været langt fra imponerede ifølge Schmeichel.

- De skulle hellere have tænkt på deres egen første kamp ved VM i 1986, snerrede Schmeichel, hvilket fik Elkjær til at replicere: “Hvis Peter mener, at Danmark spillede bedre end andre danske VM-hold, så kan jeg godt forstå, han er blevet målmand”.

Truppen trak sig hjem mod Provence og det, der efterhånden var blevet hjemlige omgivelser. I hvert fald afslappende, luksuriøse omgivelser. De næste dage lavede jeg videodagbog - igen med Peter Schmeichel stående i dansk træningsdragt midt på Bandol-vinmarkens lerede jord overfor spillerhotellet. Vi snakkede om landskampsrekord, for mod den næste modstander ville målmanden tangere Morten Olsens 102 kampe i nationaldragten. Egentlig lidt misvisende at kalde det nationaldragten for en målmand. Han har sin helt egen agenda - en anden dragt, handsker og sit helt eget overblik. Han vender sig kun om, når bolden er bag ham.

Målmænd er som regel enere, Schmeichel ingen undtagelse. Men han understregede i vores snak, at han for længe siden skrottede tanken om egne ambitioner og egne mål: “Det handler ikke om mig, men om holdet”. Det fik mig lidt tidligere til at skrive en bog om og med Peter Schmeichel, som fik titlen: “Ingen er større end holdet”. Men det var han, den lange målmand. I den grad.

Håbløs dommer

Sydafrika i Toulouse. Hold kæft, der var varmt. Ikke bare rigtig godt vejr, men dræbende hede. Og de sang, de danske spillere og tusinder af Roligans, da vi igen understregede, hvor yndigt et land vi har. Fællesnævneren for vor glæde. Musikken stoppede, da første vers satte punktum. Men den gik ikke, vi fortsatte alle akustisk, indtil bøgen ikke længere spejlede sin top i bølgen blå.

En fantastisk stemning sat af 33.000 tilskuere, de fleste i røde Hummel-trøjer og halvbrandert, kronprinsen med vinterligt dække i form af et stort strikket halstørklæde med fifa-logo. Scenen var sat.

Det var den colombianske dommer, Rendón, også. Sat i sit eget ego. Og burde have været sat af. Noget af det mest håbløse af en mand med fløjte og magt udspillede sig. Han ødelagde fodbolden mere end de drengestreger, der forekom i spillet. Danmark kom på 1-0 ved Allan Nielsen, der var med fra start i stedet for Morten Wieghorst.

Sydafrika fik udlignet, og så tog det fart med de farvede kort. To af de i alt syv advarsler var for at tage indkast for langsomt og et til Schmeichel for at nøle ved et målspark.

Og så blev det rødt for en sydafrikaner og indskiftede Miklos Molnar. Kulminationen på dommerhåbløsheden kom, da Wieghorst tre minutter efter sin indskiftning blev vist ud. I øvrigt dansk rekord. Tre minutter på banen. Den eneste skygge på solrige Stade de Toulouse - dommeren der til gengæld overskyggede alt andet.

1-1 var skuffende, selvom chancer for avancement stadig var der. Men det kørte ikke som forventet. Bo Johansson skiftede Michael Laudrup ud undervejs, men skiftede ikke mening, da han satte start 11'eren til næste kamp, selvom medierne begyndte at tvivle på Laudrups præstationer. Stjernen selv talte med lidt større bogstaver, end vi var vant til, og understregede, at det her ikke var hans VM, men hele holdets. Ment på den måde, at fokus burde være andre steder end på ham.

Om det her uafgjorte og uforløste resultat var nok for Danmark, skulle vi vente i fem dage på at få klarlagt. Forude ventede Frankrig, værterne.

Udsigt fra pornoshoppens tagterasse

Vi trillede igen hjemad til Provence, og som TV 2-udsendt vidende om, at vi ikke havde rettigheder, men skulle formidle en VM-stemning til diverse nyheds- og sportsudsendelser.

Det skete med særlige indslag og uden adgang til diverse VM-lokationer med kamera. Så måtte vi finde på noget, der lugtede af TV 2 til VM. Vi skulle præsentere indslag med kamparenaerne i baggrunden som en ekstra troværdighed. I Toulouse fandt vi en pornoshop, der havde en brugbar og forrygende tagterrasse, hvor vi kunne postkort-sende fra. Vi måtte “bestikke” ejeren, hvilket han var godt tilfreds med, så vi kunne komme op på taget med kamera, lyssætning, Mølby og jeg. I baggrunden Stade de Toulouse.

Udenfor stadion på kampdagen etablerede vi et "livestudie" på toppen af en såkaldt ENG-vogn - den der sender billederne videre til Danmark. Lidt besværligt, men dog brugbart at få Jan Mølby op på taget af denne vogn - og han var en mester i at lade som om, det var et professionelt studie. Sådan arbejdede vi os igennem Frankrig.

Det blev et 1-2 nederlag mod Frankrig, velvidende at Molnar og Wieghorst var ude med karantæne. Det spidsede til med spekulationer og interesse omkring den danske lejr. Så Bo Johansson bad om ro på træningsbanen i Toulon. Pressen blev beordret væk. Men det holder jo ikke alle tilbage. Et såkaldt formiddagsblad ringede på døren højt oppe i højhuset ved træningsbanen. Og på den snedige måde fik de billeder fra den ellers lukkede, afsluttende træning op til kampen mod Frankrig.

For enden af linsen viste det, at Ebbe Sand var sat af, og først senere blev det en kendsgerning, at både Fankrig og Danmark scorede på straffespark (Michael Laudrup), men at Frankrig scorede en gang mere (Emmanuel Petit). Laudrups mål fra 11-meter-pletten blev i øvrigt sat ind på det sted, hvor Preben Elkjær 14 år tidligere havde sparket over mål i EM-semifinalen mod Spanien. En afbrænder der blev cementeret for livstid med billedet af Elkjær med hul i bukserøven.

Men det var nok. Én sejr, én uafgjort, ét nederlag og alligevel videre. For Saudi-Arabien spillede 2-2 med Sydafrika. Et dansk hold med næsten ingenting på fremviseren, men tabet til Frankrig blev alligevel betegnet som verdens bedste nederlag. Nu stod den på nye holdspekulationer og mødet i knockout-fasen med den mest folkerige afrikanske nation, Nigeria, der havde slået Spanien og Bulgarien og lod som absolut ingenting i den betydningsløse sidste kamp mod Paraguay - og tabte 1-3.

- Vi spiller mod dem, vi skal møde

Målsætningen for det danske hold var at gå videre fra den indledende gruppe C, og selvom begejstringen var behersket rundt om landsholdet, var spillerne selv tilfredse. Nogle mere end andre. Michael Schjønberg, den langlemmede venstrebensmand fra Kaiserslautern, der kompromisløst - og måske lidt for kådt - udtalte: “Nu kan alt ske. Vi kan blive verdensmestre”. Han sagde ikke noget forkert, det lød bare sådan.

Bo Johansson, den forsigtige og rare svensker, sagde heller ikke noget forkert, da han blev spurgt, om Nigeria ikke var en ønskemodstander: “Vi spiller mod de hold, vi nu engang skal møde”. Skarp retorik. Men han var nødt til at forholde sig til, at Danmark nu måtte spille langt mere offensivt end tidligere.

Landsholdet og medierne fastholdt bopælen ved Middelhavet, og træningen på havnefronten i Bandol blev et tilløbsstykke, for nu var Danmark blandt verdens 16 bedste nationer. Mod Frankrig blev spilsystemet kaldt 4-3-3, men forklædt for det var mere 4-5-1 med Brian Laudrup i solistens rolle i front. Han sagde til mig, at det ikke lige var sagen:

- Hverken Martin (Jørgensen, red.) eller Michael (storebror, red.) kommer særlig ofte i feltet, så jeg er meget alene - for meget.

Bo Johansson kom Brian i møde og satte Peter Møller ind i stedet for Schjønberg, så opstillingen blev langt mere tydelig, og Brian Laudrup fik sin støtte. Peter Møller, der ikke havde fået et eneste spilsekund i de tre indledende VM-kampe, skulle nu ligge helt på toppen, og det syntes han var en så god idé, at han sagde tak med et mål efter blot tre minutter. Hans venstreben lynede, og Danmark kom bedst tænkeligt afsted.

Mødet med Nigeria, hvis foretrukne farve er grøn, og som på tv-skærme kan forveksles med rød, gjorde, at Danmark spillede helt i hvidt. Men der var rødt-hvidt på tribunerne på Stade de France i Paris. I titusindevis.

Laudrup - kig væk - Ebbe Sand - mål

Et dansk hold med selvtillid, lyst og evner til at spille bold på den smittende og effektive måde. 'Nordens brasilianere' var endelig på banen ved dette VM, hvor roliganhæren havde været tvivlende, medierne kritiske og spillerne rasende på os såkaldte anmeldere.

De havde lyst og formåen til at springe ud af den fodboldmæssige middelmådighed, og de gjorde det. Overfor et nigeriansk hold båret frem af 100 millioner i hjemlandet, der fandt den daglige støtte i Allah og Gud med en cirka ligelig fordeling mellem muslimer og kristne. Vi havde Schmeichel og brødrene Laudrup.

- Det var særligt at spille dette VM. Fordi jeg på forhånd havde besluttet at stoppe definitivt på landsholdet, når vi var slået ud. Det gjorde hver eneste kamp til noget særligt, jeg nød det på grund af beslutningen, kommer det fra Michael Laudrup. Manden der var arkitekten til et af fodboldhistoriens mest omtalte og medrivende mål. Han kiggede væk - ansigt til ansigt med det nigerianske forsvar - og løftede bolden ind til Ebbe Sand, der scorede til 3-0. En "Sand" perle, som er forsøgt kopieret i utallige tilfælde - uden held.

Michael Laudrup til Ebbe Sand ved VM 1998.

Det ved jeg om nogen, for da TV 2 skulle sende VM i 2002 blev der lavet en såkaldt teaser (reklamespot) på Kløvermarkens fodboldbaner. Meningen var, at de to eksperter, Frank Arnesen og Jan Mølby - og jeg - skulle genfortælle og vise et af VM-historiens bedste mål fra danske fødder. Michael Laudrup og Ebbe Sands perle mod netop Nigeria.

Lars Hjortshøj var instruktør på denne scene, der blev optaget en mandag eftermiddag på Amager. Det pissede ned. Der var kun os, en fotograf, en lydmand, Lars Hjortshøj, Arnesen, Mølby, Toft og et mål. Arnesen agerede Nigerias forsvar, Mølby var Laudrup og jeg var Ebbe Sand.

- Video: TV 2 SPORT

Kig-væk-finten og et genialt løft fra Mølby over Arnesen til mig. Jeg tog imod afleveringen og sparkede ved siden af det absolut tomme mål. Det gentog sig 6-7 gange, mens de øvrige medvirkende tog mundtligt kvælertag. Mit livs afbrændere. Heldigvis blev seancen reddet i redigeringsrummet. Nå, men et sidespring - tilbage til den rigtige Laudrup:

- Vi havde frygtet at skulle møde Spanien, men de blev sendt ud af Nigeria. Og så skete der det pudsige, at nigerianerne direkte undervurderede os. Dagen før var vi til den obligatoriske sidste træning på Stade de France i udkanten af Paris. Jeg gik og snakkede med Jes Høgh, da Nigerias anfører Uche kom hen til Jes. De to var klubkammerater i tyrkiske Fenerbache. Uche fortalte, at han lige var blevet far, og at Nigerias landstræner (Bora Milutinovic, red.) havde givet ham lov til, dagen efter kampen mod Danmark, at rejse hjem til Nigeria nogle dage for så at vende tilbage til VM-turneringens kvartfinale - det grinte vi meget af efter 4-1 sejren.

Peter Møller, Brian Laudrup, Ebbe Sand og Thomas Helveg lavede de fire danske mål efter en kamp, som blev historisk. For Danmark var nu i VM-kvartfinalen.

- Jeg havde en drøm om at sætte punktum for min karriere mod Brasilien - og den blev opfyldt, som Michael Laudrup har sagt det. Og hvilket punktum.

Vel nok den bedste kamp, Danmark nogensinde har tabt.

Stort spring fra Herfølge til Brasilien

Ebbe Sand var igen sat på bænken på trods af perlemålet mod Nigeria. Det gav mening med Peter Møller fra start som tyngdemæssigt supplement til Brian Laudrup og Martin Jørgensen på kanterne. Michael Laudrup var nu blevet klubløs, hans kontrakt med Ajax Amsterdam sluttede 30. juni - det her var den 3. juli.

Det var stort for alle danskere at skulle møde fodboldens mest feterede og idoliserede stjerner fra Brasilien. Søren Colding, backen fra Brøndby og eneste fra den danske liga, sagde det rammende: “Hold da op…der er et ordentlig spring fra at møde Herfølge til at møde Brasilien”.

Alt det her var også stort for Brasilien. Ikke specielt at møde Danmark, som de beundrede, men nok ikke følte de kunne tabe til, men fordi alle brasilianere kaldte en VM-slutrunde for "deres". Verdensmestre i 1958, 1962, 1970 og 1994 (senere også 2002).

Der var dog en brasilianer, der holdt mere med Danmark end med sit hjemland. Forfatteren Fausto Wolff. Han mente, at “Brasilien har mere brug for mad, sundhed, offentligt boligbyggeri, infrastruktur og værdighed end at score et par mål”. Han stod ret alene, men vakte opmærksomhed, fordi fodbolden på den måde var blandet med en socialrealistisk tanke. Fausto Wolff havde i øvrigt en dansk datter.

Vi var blot 1300 danskere på stadion i Nantes, flere billetter fik de ikke i Dannevang. Det forlød, at resten af Danmark var på Rådhuspladsen og tunede ind på storskærm. Og vi fik alle en forrygende kvartfinale.

93 sekunder - det er en fjerdedel så lang tid, som et blødkogt æg skal have - gik der til dansk jubel. Michael Laudrup tog lynhurtigt et frispark, der sendte lillebror afsted, fire brasilianere ud mod ham og så faldt pasningen til den mindre, unge, nyudklækkede Martin Jørgensen, der løb rigtigt og sparkede rigtigt. 1-0 til Danmark.

Men ak, ni minutter senere sprintede Bebeto fra Thomas Helveg og udlignede. Fra rød-hvid jubel til gult overtag på tribunerne. Lige før den halve time var der igen brasilianske omfavnelser, da Ronaldo fandt Rivaldo. Han fandt på at løfte bolden over Peter Schmeichel til 1-2.

'Den' fejring

Så kom en af de ikoniske situationer, man altid vil huske. Da Brian Laudrup lagde sig på langs, tog venstrehånden under kinden som til en rigtig slapper og lod sig tiljuble. Fordi han lige havde udlignet med et mægtigt brag.

Men Rivaldo sendte Brasilien videre i VM-turneringen og grundlagde Michael Laudrups farvel. Langt ude fra fik han lov at passere Schmeichel. Danmark havde tabt kampen, men vundet hjerter for en formidabel levering.

- Jeg havde glædet mig på en særlig måde til denne VM-turnering, fordi jeg på forhånd havde planlagt, at når Danmark var ude, var det også min sidste kamp. Det gav en særlig glæde ved hver eneste kamp, fortalte Michael Laudrup mig, og på den måde sagde vi alle farvel til den vel nok største danske spiller i historien.

Og for dansk fodbold blev det her stort. Lige i hælene på EM-triumfen i 1992. Hele verden kaldte igen landsholdet for 'de rød-hvide brasilianere'.