FIFA VM 2018

Sidste ord på dansk grund: Selvtillidsfulde danskere er rejst til Rusland

Temaer var der nok af, inden Danmarks landshold blev sendt af sted mod Rusland, hvor holdet spiller åbningskamp mod Peru på lørdag.

Mandag er store rejsedag for Danmarks landshold. Med under en uge til Danmarks første VM-kamp er tiden inde til at tage turen til Rusland.

Heldigvis var spillerne i Københavns Lufthavn i god tid, og det betød, at flere af dem benyttede ventetiden til en snak med pressen. Fælles for alle interviews var, at spillerne ser meget frem til slutrunden, og at forventningerne ikke er til at tage fejl af.

Kasper Schmeichel: Danmark er favorit

Kasper Schmeichel har stor tiltro til Danmark ved VM.

- Jeg tror, vi kommer til at klare os godt. Vi er positive, og vi glæder os. Jeg regner med, at vi skal have pakket til en måneds tid.

Hvem er din favorit til at vinde VM?

- Danmark selvfølgelig. Hvem ellers?

Christian Eriksen: Vi skal videre fra puljen

Christian Eriksen tager til Rusland med forhåbning om at gå videre fra gruppen.

Udover snakken om Christian Eriksens barn og udsigten til, om der bliver tid til et besøg fra fruen og den nyfødte, blev der også tid til en snak om forventningerne ved slutrunden. Først lidt mere ’far-snak’:

- Jeg er helt okay med at rejse helt til Rusland som nybagt far. Det er stort at blive far, men det bliver sjovt at spille VM også.

- Vi håber at gå videre fra puljen, og så tager vi den derfra. Det handler lidt om første kamp, om vi kan få et godt udgangspunkt og begynde VM på en god og solid måde.

Hvordan pakker man kufferten til sådan en tur?

- Vi skal jo ikke rigtig have så meget med. Nogle fodboldstøvler, en computer, høretelefoner, og så skal der downloades nogle serier, så man har noget at få tiden til at gå med.

Åge Hareide: Det er fantastisk

Landstræneren glæder sig til at komme i gang.

- Jeg er ikke så spændt lige nu, men det bliver jeg, når vi kommer til lørdag. Jeg glæder mig voldsomt til at komme i gang og komme til Rusland. Det her er større end normalt. Det er bare fantastisk. Hele Danmark glæder sig til VM, og så er de danske spillere gode til at stille op, når Danmark er i aktion, når det gælder håndbold, fodbold eller ishockey.

- Det er det største i min karriere. VM er det største i verden, og jeg er meget glad for, at vi er kvalificeret, og så skal vi forsøge at gøre vores bedste.

Andreas Cornelius: Af sted med vennerne

Andreas Cornelius glæder sig til at få store oplevelser i Rusland.

- Det kribler i kroppen for at komme af sted. Jeg glæder mig til at spille kampe og få nogle gode oplevelser med det og begejstre folk. Det er nok noget af det største i min karriere indtil videre. VM er hvert fjerde år, og det er sjældent, Danmark kvalificerer sig til det.

- Vi har et rigtig godt landshold, og jeg er afsted sammen med en masse af mine venner, som jeg har spillet med, siden jeg var helt lille, og det er sjovt, at vi alle sammen nu er samlet på landsholdet.

Yussuf Poulsen: Hvad skal jeg forvente?

Yussuf Poulsen ved ikke, hvad han kan forvente af turen til Rusland.

- Jeg er rigtig spændt, og jeg glæder mig helt vildt meget. Jeg har ikke været med før, og jeg ved ikke, hvad der er at forvente.

- Jeg glæder mig bare, til det går i gang. Jeg har prøvet at spille store kampe før, og jeg tror, at det bliver ligesom dem.

Martin Braithwaite: Underbukser og strømper skal pakkes

Martin Braithwaite havde husket underbukserne inden afrejse.

- Vi går ind for at vinde alle kampe. Vi er ikke favoritter, men vi spiller vores chance.

- Der skal restitueres inden på lørdag. Det går bare med, at der skal ses nogle serier, læses nogle bøger og egentlig bare lave nogle ting sammen.

Hvordan pakker man, når man ikke ved, hvor længe man skal være væk?

- Man pakker en del underbukser og strømper. Men ellers får vi det meste gennem DBU og Hummel, som sponsorerer vores tøj. Og så en toilettaske, så er du godt kørende. For du behøver ikke noget festtøj, for der skal ikke festes før forhåbentlig efter finalen.

William Kvist: Et tebrev til hver aften

William Kvist havde pakket nok tebreve til Rusland.

Hvad er jeres største force som hold?

- Af sådan et gammelt spillerhjerte som mig bliver jeg glad, når jeg ser sådan en holdånd. Vi er der for hinanden, og selv de spillere, der ikke får så meget spilletid, er der med hud og hår. Det er ikke en selvfølge i fodbold, så det er virkelig positivt.

Hvordan har du planlagt pakningen af din kuffert?

- Jeg har tre tasker med. Nu har jeg sådan noget sleep-te, jeg drikker hver eneste aften. Jeg bruger et brev om aftenen. Og så kan du selv gætte dig til, at der er langt til den 15. juli. Så jeg har selvfølgelig pakket et brev til hver aften.

Jens Stryger Larsen: Det største i min karriere

Jens Stryger Larsen glæder sig til karrierens største oplevelse.

- Jeg er meget spændt. Nu kan man rigtig mærke spændingen, her hvor vi skal til at af sted. Det bliver en vild oplevelse.

- Jeg glæder mig rigtig meget til den første kamp og til at mærke VM-stemningen og komme ud på et VM-stadion. Det er noget, som jeg har drømt om hele mit liv. Det her er klart det største i min karriere.

Thomas Delaney: Som den første landskamp

Thomas Delaney glæder sig til ny oplevelse.

- Jeg glæder mig helt vildt, jeg har kun været i Rusland én gang før på en fodboldtur. Jeg tænker, at det er lidt som den første landskamp, jeg tror, at der kommer en smule nervøsitet igen.

Pione Sisto: Jeg er enormt spændt

Pione Sisto forventer sol i Rusland.

- Jeg er enormt spændt, og jeg synes, det er på tide, vi kommer afsted. Åge Hareide har gjort, hvad han kunne for at gøre os klar til den her slutrunde.

Og med det blev Danmarks landshold sendt af sted på et fly mod Rusland. Danmark spiller åbningskamp mod Peru på lørdag. Kampen kan ses på TV 2, hvor vi sender optakt fra klokken 16:30.