FIFA VM 2018

Hareide forklarer udbrud på pressemøde: - Jeg var irriteret i et sekund

(arkiv) Åge Hareide var oppe i det røde felt på pressemødet efter den sidste testkamp før VM. Anders Kjærbye / Ritzau/Scanpix Danmark

Den danske landstræner blev vred på pressemødet efter Mexico-kampen lørdag efter et spørgsmål om de vragede VM-spillere.

Se alle kampe fra VM på TV 2 PLAY

Da Åge Hareide udtog de 23 spillere til VM, var det absolut største fokus på nogle af de navne, der ikke stod på listen.

Især Andreas Bjelland og Nicklas Bendtner stjal opmærksomheden, da de blev vraget, fordi landstræneren og lægestaben ikke skønnede, de ville nå at blive deres skader kvit før første kamp ved VM mod Peru på lørdag.

Bjelland gik ud offentligt og erklærede sig uenig og kaldte det 'tarveligt', at han blev meldt ikke-klar.

Hareide blev spurgt til kritikken på pressemødet, efter at Danmark havde slået Mexico med 2-0 i den sidste testkamp, og det var han ikke tilfreds med.

- Nu er jeg træt af at snakke om folk, som er ude af landsholdstruppen. Jeg får det forbandede spørgsmål hele tiden tiden. Journalister ringer spillerne op. Og jeg sagde det til jer her på seneste pressemøde: Nu handler det om de spillere, der er til stede i truppen. Jeg er træt af at svare om dem, der ikke er med, sagde Åge Hareide.

Tre dage efter udbruddet er landstræneren kommet ned på jorden igen, og over for TV 2 Norge forklarer nordmanden sin reaktion.

- Jeg var bare irriteret, og men det var jeg i et sekund, og så var jeg færdig med det. Pressen må skrive, hvad den vil. Af og til siger jeg fra, hvis pressen stiller spørgsmål lidt udenfor, hvad man forventer. Men jeg må bare forholde mig til det uanset, så skal det nok gå, siger Hareide.

Åge Hareide og Danmark indleder VM på lørdag mod Peru.

Kampen spilles klokken 18 og kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.