FIFA VM 2018

Så mange penge får de danske spillere for at spille VM

Christian Eriksen og de danske VM-spillere kan få over fire millioner kroner, hvis de når VM-finalen. Clodagh Kilcoyne / Scanpix Denmark

Alle 23 spillere i den danske VM-trup er sikret 739.000 kroner. Avancement fra gruppen vil få beløbet op over en million.

Se alle kampe fra VM på TV 2 PLAY

Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union er nået til enighed om en aftale om bonusudbetalinger ved VM i Rusland.

Det skriver Spillerforeningen i en pressemeddelelse.

Alle 23 spillere i truppen er sikret 739.000 kroner, uanset hvordan det går Danmark ved VM, men der er endnu flere penge til spillerne, hvis de går videre fra den indledende gruppe.

- VM er en kæmpe begivenhed for dansk fodbold. Det giver samtidigt en række indtægter, som vi deler med spillerne og samtidigt investerer i talentudvikling, spillerudvikling og andre projekter i dansk fodbold. På den måde kan VM være med til at skabe yderligere udvikling af dansk fodbolds fremtid, siger Kim Hallberg, der er elitechef DBU.

- Vi har haft en konstruktiv proces og et godt forhandlingsforløb med DBU, og resultatet er den potentielt største slutrundebonus nogensinde for et dansk landshold, siger direktør for Spillerforeningen Mads Øland.

Herunder kan du se, hvordan fordelingen af penge per spiller bliver, alt efter hvor langt Danmark når ved VM.

  • Gruppekampene: 739.000
  • Ottendedelsfinale: 1.184.000
  • Kvartfinale: 1.905.000
  • Semifinale: 2.363.000
  • VM-sølv: 3.000.000
  • VM-guld: 4.316.000

Danmark er i gruppe med Peru, Australien og Frankrig.