FIFA VM 2018

Selv holdkammeraterne kunne ikke vide sig sikre, når 'Tøffe og Graver' var på krigsstien

TV 2 SPORTs kommentator Flemming Toft har set alle Danmarks VM-deltagelser fra nærmeste hold. Han mindes et dansk 'tæskehold', der skræmte i 2002.

Hold kæft, og spil fodbold. Tonen var klar og i et passende leje for dem, der vil fodbolden. Sammenbidte tænder, knyttede næver og et blik, der ikke var til at tage fejl af. De spændte overarme tilhørte “gadens drenge”, Tøffe og Graver. Et par bidske kamphunde. Længere er den ikke.

De to gad ikke høre på spillere, der brokkede sig over ikke at være blandt de først udtagne, de gad ikke høre på spillere, der klagede over fysisk træthed.

Vi snakker VM-slutrunden 2002 og den duo, der spredte rædsel i egen og fremmed stue. På et fundament af kærlighed til fodbolden og Danmark. To vindertyper, to, der kunne spille begge veje. Det kreative, fremadrettede og det defensive, destruktive - to fyre, man slog sig på. Også hvis man sagde noget, der lød forkert i deres ører.

Stig Tøfting og Thomas Gravesen var to særlinge i ordets reneste forstand. Himmelvidt langt fra det, der i en menneskealder havde personificeret landsholdets to nye bagmænd, Morten Olsen og Michael Laudrup. Men to, som landsholdet havde brug for på det tidspunkt og til den særlige VM-event.

De indbød til megen fokus, de to. Og det var ikke alle, der kunne klare det. De fyldte meget, heldigvis også på banen. Derfor havde de en særlig værdi i den slutrunde, der igen gav videre avancement fra det indledende gruppespil.

Alt foregik i en helvedes fart

Det var så fremmed, som det kunne blive. Først de sædvanlige omgivelser i det mindre eksotiske Vedbæk, så omgivet af stor luftfugtighed og varme i japanske Wakayama, og siden for alvor på den sydkoreanske ø Nahmae - det egentlige VM-hovedkvarter for landsholdet.

Modtagelsen i Wakayama var præget af lokal stolthed, minutiøse handlinger og masser af folk til at servicere den danske delegation. Intet var overladt til tilfældighederne - heller ikke i lyskurvene, hvor digitaltal fortalte, hvor lang tid der var rødt eller grønt endnu.

Japanerne er flinke og flittige mennesker. Og de vil dig det bedste, hele tiden. Det hele foregår som regel i en helvedes fart, en japaner i servicefagene står aldrig stille, men løber rundt med eller uden mening. Taxachauffører med hvide handsker og uniform åbner ikke døren for dig, og det gør du heller ikke selv. Det gør den japanske automatik. Du giver ikke drikkepenge - det er nedladende. I det hele taget skal du bare vente på de hjælpende hænder.

Jan Mølby var igen min medkommentator på TV 2-turen, der omfattede 25 livekampe på 30 dage og syv flyrejser mellem de to værtslande Japan og Sydkorea. Koreanerne lidt mere grå i hverdagen, men topengagerede, når der blev kaldt til bold og arrangementer bagefter. Således fyldte de gaderne i et voldsomt hysteri, fordi det gik godt for netop deres nation. Et gennembrud.

Japanerne var lidt mere fremmede over for fodbolden og dens reaktionsmønstre. De klappede, når der skulle klappes. Ikke alle vidste hvorfor, men de havde en fest. Også efter at Japan var slået ud. Så blev de bedt om at holde med et andet hold, oftest Brasilien. Og så købte de gule brasser-trøjer, som engelske iværksættere havde hentet i Bangkok.

Fem af disse englændere mødte vi i 'Shinkansen' på vej fra Osaka til Tokyo - cirka 300 kilometer på lidt over en time. Kald det bare højhastighedstog. Fem engelske fyre på en pub genkendte naturligvis Jan Mølby, som aldrig sagde nej til en snak. Han spurgte, hvad de lavede, de her englændere.

- Vi får syet brasilianske t-shirts i Bangkok til tre-fire kroner stykket, så henter vi dem, flyver tilbage til Tokyo og sælger dem udenfor stadion til de japanere, der har fået at vide, at nu skal de holde med Brasilien.

Vi fik aldrig udsalgsprisen.

Det gav en helt særlig stemning til for eksempel den indledende gruppekamp, da Brasilien mødte og slog Tyrkiet. Det var i den kamp, hvor en tyrkisk spiller sparker bolden hen til Rivaldo, der står ved hjørneflaget og venter på at eksekvere. Bolden rammer klart og tydeligt brasilianerens knæ, han tager sig til ansigtet og falder om. Et episk VM-øjeblik.

Tøffe og Graver

Det var et dansk landshold præget af Olsen og Laudrups flugtende syn på fodbold, men det var også et landshold, der blev som forvandlet undervejs. Det lagde ud mod Uruguay - fodboldnationen, som både Laudrup og Olsen var med til at pulverisere tilbage ved VM i Mexico 1986.

Morten Olsen havde krævet tidlig afgang til Asien - og altså først til Japan. Her spillede holdet en træningslandskamp mod Tunesien og vandt 2-1 på mål af Jesper Grønkjær og Ebbe Sand. Der var stadig et par spørgsmålstegn omkring fløjene. Ebbe Sand blev valgt som den forrest liggende angriber med Jon Dahl Tomasson bag sig, og mod tuneserne var det Grønkjær og Dennis Rommedahl på de to fløje.

To med forholdsvis lidt international rutine i landsholdssammenhæng og to, der oftest var genstand for skideballer fra Olsen, Gravesen eller Tøfting. Jeg kan huske, Rommedahl under en træning fik så meget støj fra de to 'gadedrenge' på midtbanen, at man fik helt ondt. Men bagefter sagde 'Romme', at det ikke var alle deres ord, han hørte efter. Nok med vilje.

De var også efter Jesper Grønkjær, som også Olsen havde hang til at skælde ud.

- Det er vel et udtryk for, at han interesserer sig for mig og mit spil. Derfor er jeg også en smule bekymret, når han ikke siger noget, sagde Grønkjær.

Grønkjær sørgede med sit mål for sejren og selvtilliden mod Tunesien. Men der var absolut ikke tilfredshed i den danske koloni.

- Sikke noget lort, sagde Tøfting.

- Folk skal give sig 100 procent, og så er det op til Olsen at sende friske folk ind, når der er brug for det.

Klar tale fra en mand, der altid kræver fuld skrue.

'Tøffe' gik over stregen

Og så gik dagene med spekulationer, med analyser, med masser af snak, for vi holder jo alle af fodbold. VM-lejren havde nu til huse i Namhae. Ikke mere snak - nu var det igen oprullede ærmer, for Danmarks åbningskamp ventede. Intensiteten tog til - på træningsbanen og i medierne.

Jesper Grønkjær var et 'yndlingsoffer' for Gravesen og Tøfting, når der skulle drilles. Det blev der i den grad under en træning, hvor en vandkamp mellem 'Tøffe' og Grønkjær endte lidt voldsomt. Ikke direkte slagsmål, men mere voldsomt end som så. 'Tøffe' viste bøffer. Og Grønkjær blev tilset af landsholdets læge - for en sikkerheds skyld.

En journalist foreslog, at DBU burde have en skolelærer til at se på spillernes opførsel, som han kaldte det.

- Nej, det skal være en børnehavelærer, fastslog DBUs daværende generalsekretær, Jim Stjerne Hansen. Der blev lagt låg på episoden, men den tegnede et klart billede af magtfordelingen i truppen. Hierakiet blev tydeliggjort.

Den perfekte trænerduo

Det handlede måske også om en form for lejrkuller, for nu havde spillerne været samlet i godt tre uger og hele tiden set frem til, at VM begyndte. Et problem, de to trænere kendte alt for godt til. De havde samme fornemmelse for 'midtvejskrise' tilbage i 1986.

- Vi blev mentalt trætte på et tidspunkt - og specielt de, der ikke spiller ret meget, har det værre, fortalte Michael Laudrup.

- Det er en af vores vigtige opgaver her overfor spillerne, og derfor har jeg også fortalt dem, hvad Sepp Piontek fortalte os tilbage i Mexico '86; at det her er fodboldlivets største chance, måske kommer den aldrig igen. Tænk på det. Og så skal en eventuel mental træthed bearbejdes. I Mexico var det hele pludselig forbi - det tænkte vi måske først på bagefter. Hvad vi var gået glip af.

Trænerduoen passede sammen som fod i hose. Fordi de kendte hinanden godt, fordi de havde stort set samme syn på mennesker og fodbold, fordi de begge havde stor international rutine. Morten Olsen som både spiller og træner, Michael Laudrup udelukkende som spiller, men med en særlig fodboldforstand for detaljen, for det impulsive. To, der var respekteret overalt. På mange måder en guldduo.

De havde som bekendt succes og stor del i 80'er holdet, i hver sin ende af aldersskalaen. De havde haft kontakt omkring Ajax som træner og spiller. Olsen var ikke i tvivl, da han skulle vælge assistent i 2000, Laudrup var ikke i tvivl om sit ja. Det var indgangen til hans trænerliv, der for alvor skulle begynde i chefrollen i Brøndby efter dette VM.

Jon Dahl To-måls-son

Men nu var det Uruguay i havnebyen Ulsan, der lænede sig op ad Sydkoreas næststørste by, Busan. Forventningerne var til at få øje på, Danmark havde et stærkt landshold med gode folk på stort set alle pladser. Og VM-starten blev flyvende med en 2-1 sejr på to mål af uforlignelige Jon Dahl Tomasson.

En sejr, der styrkede selvtilliden og troen på noget større. En sejr, der gav kortvarige bekymringer for Stig Tøftings frygtede brud i foden, men hospitalsscanningen sagde noget andet, og en sejr, der gav anledning til snak om udskiftningen af anfører Jan Heintze og en af de bedste danskere, Jesper Grønkjær.

- Heintze følte sig træt i pausen, og vi aftalte, han skulle give mig et signal, når han ville ud. Det gjorde han ikke, så jeg tog ham selv ud efter 10 minutter af anden halvleg, sagde Morten Olsen bagefter. Heintze nøjedes med at ryste på hovedet, da hans rygnummer kom op på udskiftningstavlen. Ind kom Niclas Jensen og leverede.

Udover Jon Dahl spillede også unge Martin Laursen til topkarakter i sin VM-debut. Og det snakkede vi om bagefter. For i 1998 sad jeg på tribunen ved VM i Frankrig, og foran mig sad den 20-årige Martin med sin familie. Den sommer skiftede han fra Silkeborg til Hellas Verona. Han var en etableret del af U-21 landsholdet. Jeg prikkede ham på skulderen, da danskerne løb på banen, og sagde:

- Tænk på, at næste VM er det nok dig, der løber ind til en af de store kampe.

- Haha, sagde han blot dengang.

- Du fik sgu ret, var hans kommentar i mediezonen efter kampen mod Uruguay i 2002. Siden fik Laursen 53 landskampe og en karriere i AC Milan og Aston Villa.

Hele Danmark spejlede sig i den gode VM-start. Det var nu blevet en selvfølge, at danskerne samlede sig foran storskærme og var med. Vi var stadig røde, vi var stadig hvide. I dén grad.

Ingen Arnesen, Lerby eller Elkjær

Glæden var til at få øje på i den danske lejr, selvom Mølby og jeg drønede rundt i Sydkorea og Japan på mellemdagene. Der blev snakket muligheder videre frem i turneringen, der blev snakket om Tøftings fysiske tilstand, der blev snakket Heintzes vægttab på fire-fem kilo pr. kamp - og Thomas Helveg mente, at det her hold var et bedre kollektiv end længe set. Til det sagde Morten Olsen, at typerne var nogle helt andre end før.

Der var ikke en Arnesen, en Elkjær, en Lerby. Olsen var selvfølgelig tilfreds med sine spillere på dette VM-hold, men hørte gerne lidt mere råben og skrigen, som kunne holde aktiviteten oppe.

Thomas Gravesen var en af dem, der brugte munden. Og han fik af samme årsag kritikkerne på banen ind imellem. Men Olsen afviste og sagde, at nok var det på kanten ind imellem, men Graversen trak selv grænsen. En af spillerne fra dengang, Niclas Jensen, fortalte mig for nylig, at han holdt meget af Gravesen og Tøfting, for “de havde også meget godt at byde på”. “Ja, de fyldte meget, og det var der nogle, der ikke kunne klare, men de var super gode fodboldspillere - tovejsspillere”.

Spillerne snakkede gerne med pressen, indtil Se og Hør trådte ind i Tøftings privatsfære og gav anledning til en fælles erklæring, der gav et lidt anstrengt forhold.

Au revoir

Koncentrationen var nu mod Senegal i Daegu. Der var ingen overraskelser i startopstillingen - Tøffe var klar, Heintze tilbage på sin backplads. Men 1-1-resultatet i en vanvittig varme var skuffende for mange, selvom det stadig så fornuftigt ud med videre deltagelse. Som Michael Laudrup sagde det:

- Taber vi til franskmændene, er alt åbent. I 1992 blev det til en sejr, en uafgjort og et nederlag indledende - og Danmark blev Europamester. Ved EM 1996 blev det til en sejr, en uafgjort og et nederlag - og Danmark røg ud.

Nye spekulationer op til kampen mod Frankrig, de regerende verdensmestre, der indledningsvis havde tabt til Senegal og spillet uafgjort med Uruguay. Stjernen Zinedine Zidane kom til VM træt og skadet - spillede han mod Danmark?

Igen blev der diskuteret fløje. Olsen valgte Dennis Rommedahl (igen) og Martin Jørgensen på bekostning af Grønkjær. Men det helt afgørende blev, at Morten Olsen vendte trekanten på midtbanen, så der i stedet for to 6'ere kun blev en enkelt. Her blev Christian Poulsen valgt, mens Gravesen og Tøfting rykkede længere frem, og så kom Niclas Jensen ind fra start i stedet for anfører Heintze.

- Christian Poulsen skulle udelukkende lukke Zidane ned, og det gjorde han. Jeg blev selv overrasket over, at Morten valgte mig i stedet for Heintze. Ikke mindst fordi han sagde til mig: “Du skal spille mod Frankrig - men jeg håber, det bliver bedre end til træningen,” erindrer Niclas Jensen.

Fantastisk melding af Olsen til Jensen, der definitivt overtog pladsen på venstre back og beholdt den de næste seks år. Et absolut gennembrud, også for Christian Poulsen. Frankrig blev sendt helt ud af turneringen med Jon Dahl Tomassons og Rommedahls mål. Danmark var videre. Olsen og Laudrups plan holdt hele vejen.

Og så skal jeg måske lige her huske på Michael Laudrups spådom, da jeg spurgte ham inden turneringen - hvem bliver verdensmestre?

- Frankrig.

Antiklimaks

Landsholdet røg til Nigita i Japan og skulle møde England. Sød musik i manges øre. England, en slags fodboldens moderland med stjernenavne kendt fra tv. Rio Ferdinand, Michael Owen, David Beckham.

Morten Olsen var tilbage i startformationen fra tidligere, hvilket betød, at Christian Poulsen ikke var med. Det var nok ikke årsagen til nederlaget på 0-3, for Thomas Sørensen var hurtigt ude med et “undskyld” - “det første engelske mål var mit”. Sørensen fumlede med bolden, så Rio Ferdinand kunne score efter blot fem minutter. Personlige fejl fra dansk side satte sig præg, og Michael Owen og Emile Heskey sendte Danmark ud.

- Det var det helt store antiklimaks. Vi havde troen på en 50-50-kamp mod englænderne, havde god selvtillid med fra de indledende kampe, men gik død fysisk og ikke mindst mentalt. Derfor blev der lavet for mange fejl, siger Niclas Jensen.

Og han problemsætter et handicap for et dansk landshold ved en slutrunde.

- Tyskland, Brasilien, Spanien og de andre store, de spiller sig i form hen ad vejen i en slutrunde, fordi de på forhånd er så stærke. Danmark og andre mindre nationer skal ankomme i topform til en slutrunde for at få succes fra start. Det koster kræfter fysisk og mentalt.

Danmark havde sendt verdensmestrene ud. Danmark var nu selv færdige.