Efter tolv år udenfor rampelyset har Thomas Gravesen fundet sig selv

Den tidligere midtbanestyrmand på det danske landshold er blevet mere balanceret, efter han gik under jorden.

Det er knap 12 år siden, det danske landshold måtte sige farvel til en af dets mest markante personligheder gennem tiderne. Efter 66 landskampe, 14 advarsler og et enkelt rødt kort var det slut for Thomas Gravesen.

Midtbaneterrieren havde trukket landsholdstrøjen over hovedet for sidste gang.

- Ligheden er der stadig, men jeg tror, jeg er blevet lidt mere balanceret og har fået lidt mere af verden ind under huden. Jeg har fundet mig selv på den måde, at jeg hviler mere i mig selv og ikke er så impulsiv. Jeg er blevet mere rolig, siger Gravesen i et interview med Go’ Morgen Danmark fredag.

Han var en ildsjæl, der altid gik forrest, og en kæmper, der havde brystkassen længere fremme end hagen

Flemming Toft, fodboldkommentator

Interviews har der ellers ikke været mange af i de senere år. I 2009 – tre år efter landsholdsstoppet – trak Thomas Gravesen endegyldigt stikket til fodboldverdenen og til det mediecirkus, der omgiver den.

- Det var både ærgerligt og overraskende, men også lidt dumt og unødvendigt, at han lige pludselig forsvandt fra medierne. Men han må have haft sine grunde. Han var jo en uregerlig størrelse både på og udenfor banen. Jeg synes, han var en fantastisk fodboldspiller, og når han var i sit bedste humør, var han også en fantastisk fyr, siger TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft.

351 kampe blev det til i en karriere, der førte ham forbi så forskellige klubber som Vejle Boldklub, Hamburger SV, Everton FC, Real Madrid og Celtic FC. Nu skulle han væk fra det hele.

Las Vegas blev næste station. Her skulle han gøre status og finde frem til, hvad der stod tilbage. Hvem var Thomas Gravesen, nu hvor ’fodboldspiller’ var ude ligningen?

- Jeg tror, det var det, jeg havde brug for. At føle efter, hvad jeg ville. Når man spiller fodbold på professionelt niveau, fylder det utroligt meget. Efter det kommer der et kæmpe rum, hvor jeg skulle finde ud af, hvad det næste, jeg skulle i livet, var. Det tog lidt længere tid, end jeg havde regnet med, fortæller Gravesen, der i dag er flyttet tilbage, hvor det hele startede – Vejle.

- Jeg havde en periode, hvor jeg havde brug for at tænke tingene igennem og finde mig selv, og det har jeg gjort. Mere er der ikke i det.

Dét betyder alt

I Vejle er Thomas Gravesen født og opvokset, og det var med det lokale fodboldhold, han fik det gennembrud, der kickstartede hans lange udlandskarriere. 1997 var året, hvor ’Graver’ gik fra sølv i Superligaen til Bundesligabold med Hamburger SV.

Siden fulgte fem år som Premier League-profil i Everton inden skiftet til Real Madrid, hvor den danske midtbanegeneral blev holdkammerat med Zidane, Ronaldo og Beckham.

Flemming Toft karakteriserer fodboldspilleren Thomas Gravesen sådan her: 

- Han kunne sindssygt meget både defensivt og offensivt. Han var en ildsjæl, der altid gik forrest, og en kæmper, der havde brystkassen længere fremme end hagen. Det var meget typisk Gravesen, at han aldrig gik af vejen for noget. Han var altid i brændpunktet, hvad angår boldspillet, men også når der skulle fightes. 

Selvom Gravesen var mættet, da han i 2009 sagde stop, har han indset, at han hverken kan eller vil lægge fodbolden på hylden.

- Jeg har nok ikke set så mange kampe som Morten Olsen. Der skal mange til. Men jeg har selvfølgelig fulgt med – også i dansk fodbold, hvor min klub er rykket op, siger han med henvisning til Vejle Boldklubs nylige oprykning til Superligaen.

Så sent som i april var Thomas Gravesen endda tilbage på banen, da han spillede velgørenhedskamp for klubben.

- Det forsvinder aldrig. Fodbold i Danmark er noget, vi er fælles om. Der er ikke distance til holdet. Det er så tæt på befolkningen, at det er noget specielt, siger Gravesen, der stadig følger landsholdet tæt.

I 2002 var han med til at spille det danske landshold i 1/8-finalen ved VM. En oplevelse, der sidder i ham endnu.

- Fodbolden betyder alt. Jeg kan mærke det nu, hvor der er VM igen. Med det hold vi har, der skal sendes derover. Det betyder alt. Det er en fantastisk følelse, og når man møder mennesker på gaden, kan man mærke, hvor meget det fylder i hverdagen.