Fox News undskylder for Robbie Williams' opførsel under VM-åbningen

Tv-stationen kendte ikke til Robbie Williams' planer om at sende et budskab til publikum og seere.

Det var med et skælmsk blik i øjnene, at sangeren Robbie Williams torsdag viftede sin langefinger foran kameraet til VM-åbningen i Rusland.

Men ikke alle kunne se det sjove i den handling, og det har nu fået den amerikanske tv-station Fox News til at undskylde for at sende Robbie Williams fremstrakte finger videre ind i folks stuer.

- Da det blev sendt live, vidste vi ikke, hvad der ville ske under showet, og vi beklager, oplyser kanalen til The Hollywood reporter.

Sendte skjult budskab

Den 44-årige popsanger var inviteret som det musikalske bidrag til åbningen af VM i fodbold, der i år afholdes i Rusland.

Og episoden, som Fox News nu undskylder for, udspillede sig under popsangerens fremførelse af nummeret ’Rock DJ’.

Det lyder normalt: ”De fleste af dem vil flå mig, Hver eneste aften, Det er ikke nemt at være en stodder”.

Men torsdag havde sangeren andet på hjerte end det hårde liv som en "stodder". For sidste del af sætningen havde i dagens anledning fået en anden ordlyd: ”De fleste af dem vil flå mig, Men jeg gør det gratis”.

Angiveligt et budskab til dem, der har kritiseret Robbie Williams medvirken i showet.

Hør og se Robbie Williams budskab til sine kritikere i videoen øverst i artiklen.

Kritik for medvirken i russisk show

For da Fifa tidligere på måneden løftede sløret for, hvem der ventede publikum og tv-seere til åbningsceremonien, fik det ikke en varm modtagelse hos alle.

Flere kritiserede derimod Robbie Williams for at acceptere indbydelsen og angiveligt modtage penge fra den russiske stat.

Det har stjernen dog tidligere afvist, og han har nu efter alt at dømme sat endnu en tyk streg under det til selve showet.

Fornærmede russere med musikvideo

Gennemført rebel var Robbie Williams dog ikke til torsdagens show, da han valgte ikke at spille sit hit 'Party Like a Russian'.

Det var han forud blevet bedt om ikke at gøre, skrev nyhedsbureauet Reuters. Musikvideoen havde skabt stor røre tilbage i 2016, da flere russere mente, at den gav "et forvrænget, generaliserende og fordomsfuldt billede af Rusland".

Og ifølge den russiske tv-kanal Life var den så fornærmende, at den britiske sanger ikke skulle gøre sig forhåbninger om at optræde i Rusland igen.

Den profeti gjorde den britiske sanger dog til skamme torsdag.