FIFA VM 2018

Griezmann er den nye Zidane, siger fransk legende

Antoine Griezmann er Frankrigs nøglespiller, mener Marcel Desailly, der drager paralleller til sin tidligere holdkammerat Zinedine Zidane.

Se Frankrig-Australien på TV 2 og TV 2 PLAY.

Angriberen Antoine Griezmann har meldt klart ud, at han fortsætter karrieren i Atlético Madrid, og dermed kan han nu koncentrere sig fuldt ud om at føre Frankrig til tops ved VM i Rusland.

I hjemlandet er der også skyhøje forventninger til Griezmann, som den tidligere forsvarsspiller Marcel Desailly forventer vil bringe samme kampafgørende kvaliteter, som Zinedine Zidane viste ved VM i 1998 og EM i 2000.

- Jeg mener, at Didier (Deschamps, Frankrigs landstræner, red.) sagde det ret klart: Antoine Griezmann er nøglespilleren på det franske landshold, siger Marcel Desailly ifølge fodboldmediet FourFourTwo til Omnisport.

- Han er den, der skal ændre dynamikken. Han er den, der skal bringe intensitet til vores offensive spil.

- Griezmann er nøglespilleren på holdet, som Zidane var i vores tid, lyder det fra den franske fodboldlegende Desailly, der nåede 116 kampe og fire mål for Les Bleus i perioden 1993-2004.

De franske medier har også givet Antoine Griezmann tilnavnet 'Grizou', der er inspireret af Zinedine Zidanes tilnavn 'Zizou'.

27-årige Griezmann blev EM-topscorer i Frankrig for to år siden, og i sine foreløbige 54 A-landskampe siden den 5. marts 2014 har han scoret 20 mål.

I Atlético Madrid er det blevet til 112 mål i de 209 kampe, han indtil videre har spillet for den spanske klub.