FIFA VM 2018

Selvmål i overtiden giver iransk VM-forløsning

Iran tog alle tre point mod Marokko i gruppe B's første kamp efter et selvmål i sidste øjeblik fra Aziz Bouhaddouz.

Heller ikke i sin femte åbningskamp formåede Marokko at vinde ved et verdensmesterskab. Kampen mod Iran endte nemlig med en kæmpe skuffelse for marokkanerne.

Til gengæld kunne Iran juble over en sejr, da Marokkos Aziz Bouhaddouz scorede selvmål i det femte overtidsminut efter en iransk dødbold.

Dermed tager Iran førstepladsen i gruppe B, hvor gruppens to andre hold, Spanien og Portugal, mødes klokken 20. Den kamp kan kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. 

Lyn-analyse

Det marokkanske selvmål vidner om vanvittigt dårligt forsvarsspil. Aziz Bouhaddouz placerer sig i forreste område for at ville cleare bolden og dække af for mellemrummet mellem forsvar og målmand. Han har ikke engang nogen opgave i markeringen af en mand. Han kommer på bagkant i situationen, flytter ikke fødder og fejler i at fuldføre hans eneste opgave.

Referat

Fra Ritzau

Et marokkansk selvmål i kampens 95. minut gav Iran en overraskende 1-0-sejr i den første kamp i VM's gruppe B.

Alt tydede på 0-0, indtil Marokkos Aziz Bouhaddouz uheldigt headede bolden i eget mål, da Iran var på et sjældent besøg i det marokkanske straffesparksfelt.

Dermed er Iran kommet fornemt fra start i puljen, hvor de øvrige hold er Spanien og Portugal.

Marokkanerne var ellers det mest angrebsivrige hold og styrede især i kampens indledning begivenhederne. Iranerne holdt dog stand og arbejdede sig fornemt ind i opgøret, som første halvleg skred frem.

I halvlegens sidste minutter var Iran endda tæt på at komme i front, da spydspidsen Sardar Azmoun blev spillet fri foran det marokkanske mål. 

Rubin Kazan-forwarden afsluttede fladt, men Munir Mohamedi holdt målet rent til pausen med en fodparade.

VM18: En stor dobbeltchance til Iran blev misbrugt. Video: Jacob Nordestgaard Lage

Det havde været en chancefattig halvleg, og der blev endnu længere mellem de offensive højdepunkter efter pausen.

Marokko havde et lille overtag, men begge hold spillede som forventet ud fra en stærk defensiv og manglede tilsyneladende evnerne til at udfordre modstandernes forsvar for alvor.

I stedet blev Marokkos Nordin Amrabat ufrivillig hovedperson i en dramatisk episode, da han blev slået knockout i en nærkamp.

Amrabat var tilsyneladende bevidstløs i nogle sekunder, inden han noget forfjamsket kom på benene igen og måtte lade sig udskifte.

Kort efter forsøgte marokkaneren Hakim Ziyech sig med et kanonskud fra 20 meter, men Alireza Beiranvand var vågen mellem de iranske målstænger.

Iranerne virkede tilfredse med det ene point, men blev tilsmilet af heldet dybt inde i overtiden og har nu bragt sig i en god position før de svære kampe, der venter.

Begge hold skal på banen igen på onsdag. Her møder Marokko Portugal, mens Iran får fornøjelsen af Spanien.