FIFA VM 2018

Sprudlende Ronaldo lægger egoet væk - fremhæver holdet efter hattrick

Portugal og Spanien spillede fredag aften 3-3 i en kamp, hvor verdensstjernen Cristiano Ronaldo igen viste, at han er en af verdens bedste spillere.

Se alle VM-kampe direkte på TV 2 PLAY

Cristiano Ronaldo har meldt sin ankomst ved VM.

I den første storkamp ved slutrunden scorede Portugals altoverskyggende stjerne tre mål, da holdet spillede 3-3 med Spanien i gruppe B.

Jeg vil gerne fremhæve holdet

Cristiano Ronaldo

Først bragte han sit hold på 1-0 på et straffespark. Derefter bragte han Portugal foran med 2-1. Og da hans hold havde mest brug for det, slog Ronaldo til for tredje gang. Direkte på frispark krøllede han bolden op i hjørnet og ind bag David de Gea i Spaniens mål.

Dermed gjorde han noget, som ingen nogensinde har gjort - scoret et hattrick mod Spanien ved VM.

Men selvom det var en stor personlig præstation, var det ikke ham selv, Ronaldo fremhævede som det afgørende i kampen.

- Jeg har arbejdet i mange år. Jeg har altid troet på mig selv, men jeg vil gerne fremhæve holdet. Vi startede med at være foran, så kom vi bagud. Men vi blev ved med at kæmpe indtil det sidste. Et uafgjort resultat er retfærdigt, sagde Cristiano Ronaldo til FIFA efter kampen.

Lyn-analyse

Fantastisk fodboldkamp. To forskellige stilarter, men man må bare sige, at Ronaldo tager det her hold på skulderne. En unik præstation. Hvad skal man sige? Han bliver bare ved med at præstere. Et brugbart resultat for begge hold, men Spanien må være ærgerlige over, de ikke får startet med en sejr.

Tilfreds med resultatet

Det var et opgør, der havde det hele. Det bølgede frem og tilbage, og begge hold havde muligheder til at sikre sig sejren.

Men selvom kampen endte uden en vinder, så var Portugal-anføreren tilfreds.

- Vi havde nogle muligheder, og Spanien havde mere kontrol over spillet. Men det var en god kamp. Og resultat var godt for os.

Foruden resultatet kan Cristiano Ronaldo glæde sig over noget andet. Han scorede nemlig for ottende slutrunde i træk - altså alle slutrunder, der har været siden EM i 2004.

"Karrierens efterår"

Cristiano Ronaldo har været på toppen af international fodbold i mange år. Men det afholder ham ikke fra at fortsætte med at præstere på absolut topniveau.

For to år siden førte han Portugal til titlen som Europamester, og på klubplan har han ført Real Madrid til tre Champions League-titler i træk.

- Man har sagt igennem de sidste mange år, at han var i sin karrieres efterår. Og alligevel dukker han op igen og igen og afgør store kampe, siger Peter Sørensen, der er ekspert for TV 2 under VM i Rusland.

Det er dog ikke kun, at Ronaldo præsterer sent i karrieren, der imponerer eksperten. Hele den sidste sekvens, hvor Portugals nummer 7 scorer direkte på frispark, kalder han for fabelagtig.

- Det er et frispark, der mangler tre minutter, Og det er det værst tænkelige for Spanien, at Portugal får et frispark så tæt på mål, fordi de har verdens bedste til netop det. Og han står der og alle tænker åh nej, og krydser fingrer, tær og alt, man ellers kan krydse. og alligevel står han cool og afslappet og klapper den helt fabelagtigt uden om muren og op i hjørnet.

Se Cristiano Ronaldos frisparksmål i videoen herunder.

Med det uafgjorte resultat mellem Portugal og Spanien er det, lidt overraskende, Iran, der fører gruppe B efter den første runde. De slog Marokko med 1-0, hvilket betyder, at Marokko nu er sidst.

Portugal kan dog overtage førstepladsen i gruppen, når de onsdag skal i kamp igen. Her møder de Marokko i en kamp, der kan ses på TV 2 klokken 14.00.