FIFA VM 2018

Danske fans kan få spillerne til at gå gennem ild og vand, siger Gravesen

De danske fans har en stor betydning for spillerne under en slutrunde, fortæller den tidligere landsholdsspiller.

Thomas Gravesen har oplevet det tre gange som spiller. Ved verdensmesterskaberne i 2002 samt europamesterskaberne i 2000 og 2004.

En slutrunde er noget helt specielt, og den tidligere landsholdsspiller ved lige præcis, hvordan de danske landsholdsspillere har det inden åbningskampen mod Peru.

- Når ligaen er færdig, og man får en indkaldelse til landsholdssamling, er det dér, det går op for én, hvad der skal se. Sommerfuglene har været der, og nu er man bare spændt, klar og forberedt på den måde man skal repræsentere Danmark. Jeg tror, de er spændte, men ikke nervøse. De hviler i sig selv og har så meget selvtillid i øjeblikket, så jeg tror virkelig på, at de klarer den, siger Thomas Gravesen i Go’ Morgen Danmark.

Han ser selv frem til at følge de danske landsholdsspillere under VM, for det er bare noget særligt. Et verdensmesterskab, hvor hele verden samles ét sted, får følelserne og nationalfølelsen frem i én.

- Jeg kan kun sige én ting: Når du kommer som dansk spiller, så kigger du efter Dannebrog. Og når du ser det, begynder flammen at bevæge sig. Når man sidder i den bus ind til stadion og ser flaget, så kan man gå gennem ild og vand.

Dannebrog virker

Over 40.000 fans af Peru, som er Danmarks første modstander ved VM, har efter sigende taget turen til Saransk i Rusland. Derfor kan danskerne både på og uden for stadion forvente at være i undertal, når det gælder medrejsende fans. Det gør dog ikke noget ifølge Gravesen.

- Når man kommer i bussen ind til stadion, kan du godt se, at der et hav af mennesker, og man lægger ikke så meget mærke til de peruanske flag. Men er der ét Dannebrog, så er det det, man ser. Det virker bare.

I 2002 var Gravesen en del af det danske landshold, som imponerede stort under VM i Sydkorea og Japan. Her slog de både Uruguay og på det tidspunkt de regerende europamestre og forsvarende verdensmestre fra Frankrig.

Det betød avancement til ottendedelsfinalen. Her ventede fodboldstormagten England, og her kom de danske fans’ støtte til udtryk trods at have været i undertal på tribunerne.

- Vi kan sammenligne det med, da vi spillede mod England, og der var engelske fans over det hele. Men vi kunne ikke høre dem. Vi kunne høre de danske fans.

Gravesen er optimist og glad for det danske hold

Som mange nok husker, blev kampen mod England endestationen for Danmark og Gravesen i 2002. 16 år senere håber og tror den tidligere midtbaneslider på, at Danmark igen kan komme videre fra gruppen – og måske længere.

- Jeg er optimist. Med det hold vi har nu, tror jeg virkelig på, at der er muligheder. Vi møder ikke bare op til VM og ser, hvad der sker. Vi er optimister, og med den følelse, landsholdet har givet os på det sidste, tror jeg virkelig på, at vi kan komme rigtig langt.

Positivitet omkring det danske landshold er der også hos Gravesen, som ser mange lovende ting i de danske kæder startende med målvogteren.

- Hvis man skal have en god slutrunde, er det vigtigt at have en god målmand. Kasper (Schmeichel, red.) har vundet Premier League og er på vej op på et niveau, hvor han bliver nævnt, når Liverpool har brug for en ny målmand. Han er vigtig.

Til at støtte Schmeichel er der en bagkæde, hvor anfører Simon Kjær er omdrejningspunktet. Ham er Gravesen tryg ved. Tryg er han også ved midtbanen, hvor det er her, han selv har sin ekspertise.

- På midtbanen er det vigtigt, at Thomas Delaney også er på tæerne. Han har også fået et boost nu, hvor han lige har skrevet under med Dortmund. Det er vigtigt at have en stamme, som man kan støtte sig op ad, og hvis de får det til at fungere, så vokser holdet. Midtbanen gør det fint. De holder sammen og støtter hinanden, og det er vigtigt. De har fundet hinanden og vokset sammen meget mere nu. Jeg synes, de peaker nu, og det er et virkelig godt hold.

Thomas Gravesen og resten af Danmark kan se Danmark mod Peru klokken 17:00 på TV 2 og TV 2 PLAY.