FIFA VM 2018

Derfor vendte Argentinas målmand Messi ryggen under nationalsang

Under den argentinske nationalsang før VM-kampen mod Island havde Willy Caballero taget en anderledes opstilling end resten af Argentinas spillere.

Se eller gense Argentina-Island på TV 2 PLAY.

En målmand skal helst have styr på, hvor han står placeret. Før Argentinas VM-premierekamp mod Island lørdag lignede det ved første øjekast, at Willy Caballero havde problemer med netop dét.

Men ved nærmere eftersyn tyder det på, at der var en rimelig god grund til, hvorfor Chelsea-målmanden stod skråt og anderledes end sine holdkammerater under den argentinske nationalsang.

Argentinas nummer 1 havde taget en nærmest patriotisk drejning for at kigge på sin nations flag og altså ikke vendt Lionel Messi ryggen i en eller anden form for protest.

Optrinnet, som du kan se i videoen øverst, medførte naturligvis mange kommentarer på det sociale medie Twitter - af både positiv og mere negativ karakter.

- Caballero er en absolut helt, skriver Joe Walsh.

- Willy Caballero fik tydeligvis kun en afteninvitation til Messis bryllup, skriver Tim O'Sullivan.

- Caballero er så dårlig, at selv hans placering under nationalsangen er helt ved siden af, skriver Frazer Low.

For den opmærksomme fodboldseer var det dog ikke nyt, at en VM-spiller tog en skrå opstilling under en nationalsang ved slutrunden i Rusland.

I Portugals kamp fredag aften stod Cristiano Ronaldo på nøjagtig samme måde med ansigtet rettet mod det portugisiske flag, mens holdkammeraterne statuarisk kiggede ligeud.

Cristiano Ronaldo stod anderledes end sine holdkammerater under den portugisiske nationalsang før VM-kampen mod Spanien. Video: TV 2 SPORT

Og det virkede ganske godt for Ronaldo, der med tre mål sikrede portugiserne uafgjort mod Spanien. VM-debutanten Willy Caballero og Argentina måtte derimod nøjes med 1-1 mod Island.