FIFA VM 2018

Eksperter vover pelsen: Danmark kan nå historisk langt

Flere af disse jubelscener kan meget vel være i vente ved dette VM, vurderer eksperter. Paul Faith / Ritzau Scanpix

TV 2 SPORTs eksperter forudsiger, at Danmark når videre fra gruppen – og måske endnu længere.

De fleste kan nok huske eller har set de ikoniske scener, hvor Brian Laudrup banker bolden i nettet til 2-2 mod Brasilien i 1998. Herefter lagde han sig pænt til rette på græsset sammen med Søren Colding i en mindeværdig jubelscene.

Det var i kvartfinalen ved VM i Frankrig, og selvom Brasiliens Rivaldo gjorde det til kampens resultat 3-2, var det Danmarks bedste resultat ved en VM-slutrunde. Det er det stadig den dag i dag.

VM 1998: Danmark tæt på sensationen mod Brasilien i kvartfinalen. Video: Jacob Nordestgaard Lage

Sidst Danmark var med til VM i 2010, blev det til et exit i gruppespillet. Sådan går det ikke i Rusland, vurderer TV 2 SPORTs eksperter.

Hvor langt når Danmark ved dette års VM?

Thomas Sørensen: Kvartfinalen

- Meget afhænger af den første kamp mod Peru. Hvis vi kommer godt igennem den, tror jeg godt, at Danmark kan nå en kvartfinale. Med den pulje, vi bliver parret med i en ottendedelsfinale, hvor der sandsynligvis enten venter Argentina eller Kroatien, ser jeg Danmarks chancer som gode. Jeg er ikke så bange for Argentina, selvom de har Messi. 

Thomas Frank: Kvartfinalen

- Jeg tror, at Danmark kan overraske. De kommer ind til den her slutrunde uden nederlag i 15 kampe, og det vidner om kvalitet. Danmark er svære at score imod og afbalancerede. Spørgsmålet er, om Danmark scorer nok mål. Men man skal ikke nødvendigvis score så mange mål ved en slutrunde, så jeg tror godt, at de kan gøre sig gældende. Jeg tror klart på en ottendedelsfinale og vil slet ikke afvise, at de kan nå til en kvartfinale.

Glen Riddersholm: Ottendedelsfinalen

- Jeg håber og tror på, at Danmark går videre fra gruppespillet, og så afhænger meget af, hvem de bliver matchet op imod. Danmark kan ryge ind i Argentina og Kroatien, og så må vi se, hvad det ender med. Kommer Danmark videre fra puljen, er det klart bestået.

Japan slukkede den danske VM-drøm i 2010 i sidste gruppekamp.

Peter Sørensen: Ottendedelsfinalen

- Jeg tror, Danmark kan blive nummer to i puljen, men jeg tror ikke, at vi kan slå Argentina eller Kroatien.

Jan Michaelsen: Ottendedelsfinalen

- Jeg tror, Danmark går videre fra gruppen, men så tror jeg, at Argentina stopper vores VM.