FIFA VM 2018

Kvist båret fra banen - Hareide frygter brækket ribben

Den danske midtbanespiller William Kvist måtte bæres fra banen i første halvleg og kan være ude af VM i Rusland.

Se VM i fodbold på TV 2 og TV 2 PLAY.

Der var blot spillet en halv time af Danmarks åbningskamp ved VM, da William Kvist måtte lægge sig ned i græsset.

Midtbanespilleren havde været i en hovedstødsduel med Jefferson Farfan, som peruaneren vandt. Men på vej op til bolden ramte han Kvist i maven med sit højre knæ.

Kvist havde store smerter og måtte bæres fra banen i en båre.

På det officielle pressemøde efter kampen havde den danske landstræner Åge Hareide en foreløbig status på sin erfarne spiller. Og det var ikke en af de positive.

- Han har symptomer på et brækket ribben, lød det fra nordmanden.

Hvis landstrænerens vurdering viser sig at holde stik, betyder det, at 33-årige Kvist har spillet sin sidste kamp ved VM.

Ajax-spilleren Lasse Schöne blev skiftet ind i stedet for FCK'eren.

'AC' forlod banen med krampe

Også forsvarsspilleren Andreas Christensen måtte udgå af Danmarks første VM-kamp.

Chelsea-spilleren havde krampetendenser hen mod slutningen af opgøret, og Åge Hareide ønskede derfor ikke at tage nogen chancer.

Danmark slog Peru 1-0 på et mål af Yussuf Poulsen. Dermed har Danmark tre point efter første kamp og deler førstepladsen i gruppe C med Frankrig.

Danmark næste kamp er den 21. juni mod Australien og vises på TV 2 og TV 2 PLAY. Kampen kan blandt andet ses på storskærm i Tivoli.